Viasacro

Og glem ikke www.refill.dk 19.-21.11.

Ups: Refill.dk

Skal evangeliet så slet ikke forkyndes i kirkene??
Desuden er der da flere steder vældig meget modvind i kirkerne.

måske!

Selvfølgelig skal evangeliet prædikes i kirkerne, hvor skal dem, der skal gå med evangeliet ellers selv få fyldt på henne?
Jeg prædikede også for disciplene - hvor ville vi have været, hvis han ikke havde gjort det.
Jeg er også enig med A i, at modstanden i kirkerne mod den sande lære er så stor, at evangeliet også her virkelig kan vise sit værd.

Jeg tænker at man for alvor får 'fyldt på' netop ved at gå med det. Det er når vi gør evangeliet, at vi for alvor hører det.
Når det er sagt er jeg selvfølgelig tilhænger af discipeltræning og undervisning.

Hvad er det egentlig jeg mener? Her er et udpluk fra en artikel af
Ole Lundegaard, baptistforkynder:

Prædikenen hører ligeså meget hjemme udenfor kirkens rammer som indenfor

I det nye testamente foregår forkyndelsen ikke primært i kirkerum, men på veje, i dagliglivets situationer, i skoler, foran offentlige myndigheder, etc. Jeg tror en del af forklaringen på den lidt livløse og ensformige prædikentradition, der præger kirkerne, er, at prædikenen netop er blevet lukket inde i kirkerne. Den er ikke blevet tilstrækkeligt udfordret. Vi skal øve os i at prædike alle steder. Frans af Assissi sagde, at hvis ikke du prædiker alle steder, du går, hjælper det ikke at gå nogen steder hen for at prædike. Prædikenen vil have godt at blive kastet ud i samfundet for at foregå som en dialog med et par arbejdsmænd ved en udgravning, et par unge piger ved et busstopsted - på vej til fest i meget lidt tøj; en ensom øldrikker på bænken ved stationen. Der hører evangeliets forkyndelse hjemme, og mødet der vil åbne nye veje for forkyndelsen i kirker og kristne hjem. Fornyelsen vil komme sammen med forsøget på at krydse nye grænser.

Læs hele artiklen her!

Godt billede:-) Men lidt skævt - ups!!

Det er kun skævt fordi jeg har klippet det skævt. Det var ellers hyggeligt brunch vi fik os der.

nemlig ja!

Jeg er helt enig med dig. Vi er stadig efter imperialismens tidsalder utrolig arrogante overfor andre kulturer, og tror vi kan indføre demokrati og vestlige værdier hvorsomhelst overnight.

Vi fik ikke snakket om filmen, efter vi havde set den, men for mig var det også krigens rædsler, der gjorde størst indtryk på mig. Michael Moore er også bedst, når han går tæt på mennesker, for han kan vække medlidenhed med respekt, uden at man ser personen som et svagt offer, og uden at det bliver tabloid-agtigt.

Den sidste del af filmen, hvor man følger den amerikanske kvinde, som har mistet sin søn i Irak, var virkelig ubehagelig at se. Det er første gang, jeg har overvejet at gå ud af en biograf før slutningen...

Det er sundt at vi stadig kan blive rørt og få medfølelse når vi præsenteres for lidelse. Det er ingen selvfølge her i informationsalderen hvor krig, ødelæggelse, vold, terror og meningsløshed hver dag i mængde, kastes i ansigtet på os.

Hej Tommy
En kommentar til din bibelbrug sidst i denne notits. Jeg forstår ikke, hvordan man kan nøjes med " at vi skal elske hinanden" - og at resten skal vi selv finde ud af. Jeg mener, at hvis jeg f.eks. bare skal spørge mit eget hjerte efter hvad kærlighed er, og ikke vil lade mig lede af Jesu øvrige ord om den sag, så bliver det ikke kristendom og Jesustro - men min egen etik og mine egne tanker, der kommer til at gælde. Og det vil da være frygteligt, for jeg kender jo ikke altid, hvad der er kærlighed - jeg har brug for Jesu ord,om kærligheden mellem en mand og en kvinde - jeg har brug for Jesu ord om at elske sine fjender - jeg har brug for Jesu ord om at tilgive sin næste osv - altså brug for kontkret hjælp også til hvordan. Jeg ved godt, at Jesus ikke siger noget om alle emner, men der hvor han er konkret, må vi også tage det konkret og det er på ingen måde ukærligt -men har været til stor hjælp i mit liv. Jeg mener, at vi netop svigter Jesus, hvis vi selv skal til at sortere etikken.
Ja, det var i al korthed.
kærlig hilsen Ingrid

Kære Tommy
Jeg kan altså ikke lade være med at reagere på dit indlæg.
Jeg kender ikke den frikirke,du skriver om og skal ikke tage stillilng til den. Men jeg undrer mig over din minimal-etik.
Hvad med bjergprædiken? Hvad med alle Paulus´ formaningsafsnit? Hvad med de ti bud? Jeg vil bestemt ikke kalde det minimal-etik. Men gode råd og vejledninger, som vi har brug for?

Så ved jeg selvfølgelig godt, at der er adskillige situationer, hvor man ikke kan udlede et svar ud fra Bibelen, men jeg mener, der er meget etik i Bibelen.

(Lige nu opdager jeg, at min kone også har reageret på dit indlæg, men det er altså ikke aftalt spil.)

Med venlig hilsen

Jens Henrik

Jeg kom også straks til at tænke på bjergprædikenen. I Matthæus 5:2 står der: "Og Han tog til orde og lærte dem". Sankt Augustin kalder i en kommentar bjergprædikenen for "det perfekte mønster for det kristne liv".

Jeg er ved at læse en lille bog om bjergprædikenen. Den hedder "The Kingdom of God" og er skrevet af Biskop Dmitri Royster fra den Ortodokse Kirke i Amerika. I den skriver han de følgende ord, som jeg mener er sande: "[bjergprædikenen er]... the fundamental standard of behavior for all those who follow Christ. The principles contained in the sermon are God's moral demands on mankind. The truths revealed in it are absolute and eternal; they cannot be altered or adjusted to fit the times, even though there are those who call themselves Christians today who try to do just that."

Minimal-etik?

Hvad mener du med "arven fra Jesus"?

Tak for kommentarerne. Jeg er faktisk meget enige med jer. Jeg kan godt se at formuleringen 'minimal etik' ikke er god.
Jeg vil gerne præcisere at bibelens etiske krav til mennesket er en MAKSIMAL etik uden sidestykke. Kristendommen udfordrer os til at leve et liv i radikal kærlighed, i sandhed, med mod og karakter. Jesus er forbilledet og hans etiske forventning til sig selv var tydeligvis stor.

Det jeg mente med minimal etik var på 'hvordan'-området. Lad mig give et eksempel. Jeg er gift med Mette og jeg har overfor hende, Gud og mennesker lovet et 'til døden os skiller'. Kristen moral fordrer at vi ikke lader os skille. Det er jeg for så vidt enig i, men her kan man meget let komme til at reducere kravet om at jeg skal elske Mette til et spørgsmål om at jeg skal forblive i ægteskab med hende. At forblive i ægteskab er forholdsvis let. Det der er svært er at elske i medgang og modgang - hver dag (og her tænker jeg ikke bare på kærlighedsfølelsen, men på kærlighedsvalget). Indimellem oplever jeg at vi kristne kan være mere optaget af det ydre (af hvordan-spørgsmålene) fx om folk forbliver sammen, end af de indre spørgsmål (hvad-spørgsmålene), om fx parret stadig vælger at elske i medgang og modgang.
Hvis vi bliver mere optaget af de ydre spørgsmål, end de indre, mener jeg vi reducere kristendommen til en religion, et moralsystem. Den etik jeg møder i bibelen (de ti bud, bjergprædiken) er mere optaget af det indre som karakter og kærlighed. Vi skal derfor altid være mere optaget af det indre end det ydre. Og der er her jeg tænker at vi godt kan være minimalister når det gælder optagethed af det ydre, så længe vi er maksimister i optagetheden af det indre vel at mærke. - Tak for hjælpen til at bringe denne korrektion.

'Arven fra Jesus' - noget i retning af 'Jesus is my Dogma' (Mike Breen), noget med at kristendom for mig først og fremmest er en relation med ham, og sekundært et trossystem. Noget med at han overruler alt, også alt hvad der står i biblen og hvad der er opstået i traditionen. Men selvfølgelig også alt hvad jeg selv måtte mene og tænke.

"hans etiske forventning til sig selv var tydeligvis stor." Det synes jeg godt nok er en speciel måde at tale om Kristus på. Det er Herren selv vi taler om hér; vores Gud og vores konge, Ham ved hvem alt er blevet til. Skal vi tale om Ham på den måde, næsten som om Han bare var et menneske? Han er lys af lys, sand Gud af sand Gud, født af Faderen før alle tider.

Dette "arven fra Jesus" forekommer mig da som et lettere mærkeligt begreb for det bekræfter os i et modsætningsforhold til Bibelen og den Hellige Tradition. Disse to er i den oprindelige kirke sidestillede. Hele Bibelen er et udsagn om hvem Kristus er. Den Hellige Tradition ligeså. Han er tilstede i begge. Hvorfor skulle Han overrule det og dermed være i splid med sig selv?

Men der kan selvfølgelig opstå andre traditioner, der ikke har noget at gøre med den Hellige Tradition.

Kristenlivet starter med et møde med Kristus, det er jeg med på.

Jeg må hellere lige præcisere mig selv: I den Ortodokse Kirke tror vi at den Hellige Tradition er ældre end den Hellige Skrift, som så er et udtryk for den Hellige Tradition, Kirkens tro.

Men han var også et sandt menneske. Sand Gud og sand menneske. Det er det gamle paradoks som har udfordret kristne i århundreder. Du har ret i at min formulering kan være mærkelig, men jeg syntes ikke den er uortodoks.

Ang. arven. Jeg har meget respekt for skriften og for traditionen. Uden dem ville jeg ikke have nogen kristusrelation. På den måde er de uvurderlige som anledninger til min kristusrelation, men det er vigtigt for mig at de ikke udgør selve relationen.
Han er tilstede i begge, det er jeg enig med dig i, men han er ikke identisk med begge. Gud må altid være større end ethvert ord der bliver sagt om ham, uden at det betyder at vi ikke kan sige nogle ord om Gud. Det er arven som jeg syntes Kristus repræsentere.

Det lyder fantastiskt - ha' en kanon ferie!

Det lyder da fantastisk - god tur!

Det er stort. God tur!

Ja - det er ikke daarligt! Sönnike er dog blevet lidt syg idag - vi haaber det gaar hurtigt over!