juli 2003


...øv for en grådig, voldelig, ond, materialistisk og arrogant kultur jeg tilhører.
Filmen fortæller om mødet mellem to kulturer - den imperialistiske vestlige kultur og den gamle indianerkultur. Filmen har nu nogle år på bagen, men er tidstypisk for den nye fascination af gamle og eksotiske kulturer der igennem tiderne er blevet voldtaget, tromlet og underkuet af den hvide race.
Det postmoderne menneske er fed up med den vestlige kulturs selvglade og selvretfærdige succesfortælling. Det postmoderne menneske er på jagt efter andre, dybere og sandere værdier. Derfor rejser det til østen og derfor er det interesseret i kulturerne hos de oprindelige befolkningsgrupper der mange steder i verden nu kun omtales som etniske minoriteter.
Den vestlige kultur – det er den med kirken. Det er den der har lært at læse Jesu ord om næstekærlighed, ydmyghed, fred og respekt. Hvad gik der galt? Hvorfor har kirken hele vejen ned gennem historien være ligeså arrogant og korrumperet som den kultur der omgav den?
Undskyld verden! Undskyld kosmos! Undskyld urbefolkninger! Undskyld fra kirken. Kan du finde det i dig at tilgive kirken? Jeg tror kirken har stadig noget til dig - kirken har nøglen til den totale genoprettelse som alt dybest set skriger efter. Men hvor har kirken dog fejlet og svigtet. Undskyld!
opdagede fornyelig webstedet missionalkirke.dk med gode links, artikler og boganbefalinger om den missionale kirke. Læs bla. interviewet med Alan Roxburgh - canadisk ekspert i missionalt lederskab.
Projekt Missional Kirke har til formål "at fremme udviklingen af kirkens selvforståelse og praksis som en missional kirke, hvor evangeliet inspirerer og udruster de lokale menigheder til at dele deres kristne tro gennem nærvær, handling og ord, både lokalt og globalt." Ikke så ringe!

Se flere Roxburgh ressourcer her.
Algofobi - frygt for smerte
Brontofobi - frygt for lyn og torden
Caligynefobi - frygt for smukke kvinder
Decidofobi - frygt for at træffe beslutninger
Ecclesiofobi - frygt for kirken
Francofobi - frygt for franskmænd
Gamophobia- frygt for ægteskab
Hamartofobi - frygt for at synde
Isolofobi - frygt for at være alene
Kakorhafiofobi - frygt for fiasko
Lygofobi - frygt for mørke
Metatesiofobi - frygt for forandring
Nudofobi - frygt for nøgenhed
Ofthalmofobi - frygt for at blive nedstirret
Philosofobi - frygt for filosofi
Social fobi - frygt for at andre skal tænke dårligt om dig
Tachofobi - frygt for høj fart
Uranofobi - frygt for himlen
Verbofobi - frygt for ord
Xenofobi - frygt for fremmede

Hvorfor er der så meget frygt i verden?

En kort meditation over frygt - klik her
Se hele fobi-listen - klik her

PS: kommentarofobi - frygt for at skrive kommentar på denne blog
Nu er refill programmet 2003 også kommet til lorteøen. Og hjemmesiden www.refill.dk er nu næsten klar. Refill 03 kommer til at handle om transformation. Kirken skal ind i det 21. århundrede - dette gøres ikke med et hurtigt fix men kræver en lang rejse.
Mike Breen - en af UKs sejeste præster kommer. Han er leder af en stor menighed i Sheffield hvor over 70% er under 40 år. Læs mere på St.Thomas Church eller besøg Tribal Generation - et suverænt ressourcested for en ny generation af kirke.
Hvor og hvornår: Århus 21.-23. november!

Liquid church

Hvilken metafor er mest kirke? Fast elle flydende? Bygning eller bevægelse? Hård eller blød? Med form - uden form? Uforanderlig - foranderlig?
Fremtidens kirke er vand!

PS: Vand er stærkere end sten!
Erik A. Nielsen skriver i 'Solens fødsel':

"Ingne billedstorm i kirkens lange historie har været så skæbnesvanger og tilbundsgående som den, moderne teologer og eksegeter selv har udført over en 200-300-årig periode. Den har ikke knust billedstøtter eller overkalket kirkeudsmykninger, men den har sat en fuldkommen mistillid til billedet som erfaringsform igennem og derved forvandlet det poetisk-dramatisk sprog til allegoriske størrelser, der kun kan begribes ved at oversættes tankemæssigt.... Bibelens grundkarakter af mysterium er neutraliseret." (Vejen ud s.188)

Læs mere om metaforens comeback i kirken her. Musikeren og profeten Thomas Hohstadt er overbevidt om at sproget i fremtidens kirke bliver metaforisk.

Nudansk Ordbog: metafor [meta'fo´r] subst. -en, -er, -erne. Et udtryk som beskriver noget med ord der ellers bruges om noget andet, fx i udtrykket: et hjerte af sten.

"Vælger vi religionen, vælger vi svaret og dermed visheden. Vælger vi spiritualiteten, vælger vi spørgsmålet og uvisheden." (s11)

"Meget tyder på, at vi de kommende år vil komme til at opleve en exodus fra institutionaliseret kristendom og se helt nye alternativer vokse frem, der vil genoplive kirken som et oplevelses- og erfaringsfællesskab i modsætning til kirken som interessefællesskab for rettroende og dogmatisk ligesindede." (s12)

"Jesus… virkede… ikke specielt interesseret i hverken teologi eller religion" (s18)

"Kriser gives os ikke, for at vi skal komme ud af dem og tilbage til hvor vi var. De gives os for at vi skal gå igennem dem og nå frem til, hvor vi skal være." (s37).

"Hvis Gud skal blive vor ven, må han først opleves som fjende." (s.55).

"Vi er bestemt til at blive mere end det vi er, til at være stand-in for kærlighedens og barmhjertighedens skaberkraft i verden - og det er kun det hjerte, som brister og brydes åben, der er i stand til at rumme hele universet, så det er mere opsat på at vise barmhjertighed end på at få ret." (s.57)

"Den hvis liv er blevet til bøn, vil finde det overflødigt at snakke om bøn" (s.79)

"Den anden omvendelse handler om at vi kommer ud af vor historie og ind i vor bestemmelse" (s.81)

"Hvor religionen tilbyder en forklaring på mysteriet og anviser destinationen, inviterer spiritualiteten til en rejse ind i mysteriet." (s.96)

"Kristus ønsker, at vi skal foretrække sandheden frem for ham, for han var Sandheden før han blev Kristus".(s107).

"Troens skole består af oplæring, tillæring og aflæring." (s.108)

Vejen Ud
Måske er jeg en eksilkristen. Jeg har tit en indre fornemmelse af at det åndelige 'landkort' jeg har arvet i min kristne opvækst ikke helt stemmer overens med det åndelige 'terræn' jeg erfarer i tilværelsen. Hvis ens kort ikke passer på terrænet gør man klogest i at følge terrænet. Derfor tror jeg at jeg en eksilkristen. Jeg leder efter en ny form, et nyt sprog, et nyt landkort der kan aktualisere Jesusfortællingen for mig selv og for det postmoderne menneske.
'Vejen Ud' er titlen på en omdiskuteret bog om kristen spiritualitet - skrevet af Benny Alex. Bogen er kontroversiel og flere kirkeledere i Danmark har ligeud sagt at dette ikke er en kristen bog. Denne kætterdom er jeg ikke enig i. Men bogen ER vanskelig og den ER provokerende og den ER foruroligende for den traditionelle Jesus-elskende kristen. Jeg er ikke enig med BA (hvis jeg forstår ham ret) at kristendommen dybest set er en vej ud (s17). Den kristne livsvandring er en vej tilbage til Paradis – altså en vej ind. Men sagen er den at man nogle gange må 'ud' før man for alvor kan komme 'ind'. 'Herren bevare din udgang og din indgang' lyder en gammeltestamentlig bøn. Udgang før indgang!
Jeg er meget enig med BA i at kirkens vej i dag handler om udgang. Kirken må genopdage eksilfortællingen og den må generfare eksodusvandringen hvis den skal undgå at uddø i irrelevansens tåge.
Bogen kan anbefales for alle som er frustreret med traditionel kristendom og som føler der må være mere til Jesus end det kirkens gudstjeneste formår at formidle.
Jeg sidder og skriver på en artikel til et kristent blad om kravene til fremtidens kirke, og føler mig en del frustreret. For på den ene side har jeg en hel masse at sige. Jeg har efterhånden læst en god stak bøger om fremtidens kirke og jeg har skrevet et 100 siders speciale om emnet. Alligevel ved jeg ikke rigtigt hvordan jeg skal gribe det an for jeg har det som U2 syger:"I Still Haven't Found What I'm Looking For". Vi er først lige begyndt at ane konturerne af hvad det vil sige at være kirke (eller rettere autentisk trosfællesskab) i det postmoderne landskab. Det er som om at der med hver ny erkendelse dukker 10 nye spørgsmål op, og at så snart jeg har læst en ny bog viser den sig allerede forældet så snart jeg når til slutningen.
vi skal holde op med at tale om troende og ikke-troende og i stedet tale om disciple og ikke-disciple!
Et par gode venner er netop taget afsted til de franske Pyrenæer for at gå hele vejen til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Ruten er en gammel middelalderlig pilgrimsrute til apostlen Jakobs formodede grav - og den har fået en mindre renæssance i vor tid.
Jeg er meget spændt på at høre om deres tur når de om en måneds tid vender tilbage til Danmark. For hvor meget åndeligt udbytte kan man forvente af sådan en tur? Er det roen, det stille tempo og den store mængde tid der åbner for en indre reflektion over livet, troen og tilværelsen? Er det selve den spirituelle søgen der giver udbytte fordi den får lov til at komme til udtryk på en meget fysisk måde? Eller er det samtalen med andre pilgrimme og de mange små kirker og helligsteder på vejen der er kilden til udbyttet?

Pilgrim - dette ord bliver et nøglebegreb i den postmoderne kirke. Fremtidens kristendom vil i langt højere grad blive kendetegnet af bevægelsen og det processuelle. Leonard Sweet har sagt at hvor kirken i det 20.årh. producerede troende, producerer kirken i det 21.årh. disciple.

Gode links om pilgrimsvandringen til Santiago:
The Confraternity of St James | meget omfattende og oplysende.
Danske Santiagopilgrimme | En dansk pilgrimsforening med links til private rejsebeskrivelser og billeder.
Tall Skinny Kiwi | En pilgrimsbeskrivelse på en fed blog.

God vandring.
Så er vi er kommet tilbage til hovedstaden efter en god lang uge på sletterne i Jylland. Det har virkelig været skønt for os begge at slappe af med Gud, Zakarias og solskin.
Ikke det store åndelige udbytte for mig - men jeg har også været igang med at læse Benny Alex's Vejen Ud som ikke ligefrem lægger op til de store waw oplevelser. Mere om den på bloggen senere.

Dansk Oase bliver stor i morgendagens kirke i Danmark. Gennemsnitsalderen på sommerOase var omkring 25 år, og de ting de havde gang i på Basecamp og Rocksolid (ung og teen) var i den grand kreative og innovative. Samtidig var det kontemplative spor - Dybere Liv - ved Ole Skjerbæk Madsen meget inspirerende og idé-rig.
Dansk Oase kæmper stadig for fornyelse. Den karismatiske vækkelse er efterhånden 30 år gammel, og er derfor ikke længere ny. Den næste fornyelse må være noget andet end karismatik og John Wimber hvis der skal være tale om forNYelse. Hvad dette 'nye' er, er svær at sige, men jeg tror Oasen er stedet.
Mette, Zak og jeg tager nu til Jylland for at holde lidt ferie. Hele u29 er vi på SommerOASE i Odder.
Læs dages kronik i Politiken af Axel Bolvig. Han skirver bl.a.:
"Modsat i århundrederne efter reformationen lever vi i dag i billedets tidsalder. Teksten er ikke enerådende. Den mundtlige formidling ledsages ofte, ja styres af billeder og lyd - tænk på fjernsynets dominans. Vi er individer i en multimedieverden. Det var man på en måde også i tiden forud for reformationen, hvilket vel er en af forklaringerne på reformatorernes afstandtagen fra billeder og ensidige fokusering på ordet. Den isolerede tekst og den enstrengede lineære forkyndelse."
I kirken må vi blive bedre til at tie og bedre til at visualisere Jesusfortællingen.
Se middelalderens billedsprog på kalkmalerier.dk
Her kommer et lille pip i debatten om SUKs nye navn. Jeg har et par forslag som jeg endnu ikke har fået skrevet på konkurrencesedlen. Pilgrim, Antiokia, expect - ikke suspekt:) Sankt A, Sankt B,,,, osv. (hvis vi kan finde en fed helgen vi kan tage navn efter.)
Men efter forleden at have gået en lille aftentur i frustration over alt det med SUK og kirken, begyndte jeg at tænke over at SUK-navnet pt. er meget betegnende for vores situation. Jeg ved, at der er mange der oplever et suk når I tænker på SUK. Jeg oplever tit selv et suk når jeg er i SUK og ofte et stort suk når jeg er på vej hjem fra SUK. På den måde er SUK-navnet ret profetisk fordi det siger noget sandt om vores situation.
Nu handler Gudsrige ikke om melankoli og det er en ledelsesopgave at vende det negative til det positive, så derfor burde jeg måske slet ikke skrive om mit suk. Men et ægte følt suk kan man ikke tie ihjel. Derfor har jeg tænkt at vi måske skulle fastholde dette navn en tid endnu. Lad det stå som en påmindelse om hvad vi ikke ønsker at forblive. Dette er måske negativ logik, men der er til gengæld god teologi i det.
Opgaven i SUK er nemlig ikke at finde tilbage til en tidligere følt tryghed. Kristendom er ikke nostalgi. Jeg tror – at ethvert åndeligt fællesskab der for alvor ønsker at være autentisk og relevant vil erfarer den frustration og forvirring som vi nu erfarer i SUK. Da Israel vandrede ud i ørkenen gik der ikke lang tid før nogle ville tilbage til slaveriet i Egypten. Og da Israel blev bortført til Babylon var det de falske profeter der sagde: Næste år i Jerusalem. Den sande profet sagde nej, først efter 70 år (dvs. en hel menneskealder) Jer 29,10. Med andre ord, Israel måtte igennem en 'SUKerfaring' på henholdsvis 40 og 70 år før det var klar til henholdsvis landet med masser af mælk og honning - og messiastiden.
Hvis kristendommen skal have nogen mening i det postmoderne samfund er det nødvendigt at kirken gennemlever en SUKerfaring, en eksiltid hvor den kan få det døde hud rystet af. Måske er det vores opgave at vise vej ind i og igennem denne eksiltid. Jo længere vi kommer ind i SUKerfaringen, jo bedre kan vi være lys og salt for den øvrige kirke.

PS: Et er teologi, noget andet er svag engagement, uhensigtsmæssige strukturer og ikke mindst svag og utilstrækkelig ledelse. Det er vigtigt vi ikke åndeliggør alting og teologiserer over det hele. På trods af disse rent menneskelige problemer, som kræver at blive behandlet, mener jeg alligevel ovenstående holder vand.
Nu kan man skrive kommentarer til de forskellige indlæg. Jeg tager meget gerne imod ris og respons. Klik på linket under hver indlæg og skriv løs. (email og url er valgfrie)På forhånd tak.
The Church on the Other Side

Et af mine sommerprojekter er en hurtig gennemlæsning af en bog om kirken på den anden side af paradigmeskiftet. Bogen hedder 'The Church on the Other Side' af Brian D. McLaren og anviser nogle strategier for kirkens vej ind i postmoderniteten. Her er nogle af overskrifterne:
- Maksimere diskontinuiteten
- Lad teologien genopstå som kunst og videnskab
- Lær en ny retorik
- Forlad de strukturer du vokser fra
- Se fremad - langt fremad
Det er jo lige en bog for mig. Jeg regner med at komme med nogle dryp fra bogen på bloggen i løbet af sommeren.

Hvem er han egentlig? Hvordan afbilleder man ham? Se hvordan Jesus er blevet portrætteret gennem 2000 år på Anno Domini. Mød ham som den korsfæstede, som et menneske, som munken, som den kosmiske kristus, som det universelle menneske, som sjælens brudgom, som Helligåndens poet, som ....

Hæng ud med Gud hver dag!
Jeg ved ikke om du har det ligesom mig, men jeg har altid haft det svært med den traditionelle daglige andagt. Men for nogle måneder siden begyndte jeg at hænge ud med Gud på nettet. På nettet kan man skrive bønner på virtuelle tavler, tænde virtuelle lys, læse i en ikke virtuel bibel. Man kan også meditere over Gud, livet og eksistensen på nettet. Her er nogle gode sites:

Labyrinth | En meditativ vandring gennem en virituel labyrint. Ind - Op - Ud.
Vurch | Online bøn - tre små skridt.
Holyspace | Multimedie meditationer, ritualer og leg. "Frihed fra frygt" er meget god syntes jeg.
Embody | Multimedie meditationer, ritualer og leg.
ReJesus | En stærk side med masser af Jesus. Send en bøn og tænd et lys online, meditere over forskellige billeder af Jesus, læs citater fra kirkefædrene og se månedens helgen.

Hæng ud med Gud hver dag. Måderne er mangfoldige.

- If ours is a man-made world, why can't we remake it?
- Don't believe in miracles - rely on them!
- My Karma ran over my Dogma!

Især den sidste syntes jeg er fed. Fandt dem i en artikel på Sacramentis
I det gamle testamente gentages gang på gang fortællingen om den trofaste rest der forblev loyal overfor Gud midt i en frafaldstid. I Israels møde med kulturstrømninger fra de omkringliggende samfund valgte de fleste ukritisk at invitere nye tanker indenfor mens andre valgte en mere forsigtig og forskansende attitude, hvor de koncentrerede sig i endnu højere grad om Gud, templet og Jerusalem.
I de store profetbøger om Israels erobring, tilfangetagelse og bortførelse (Esajas, Jeremias og Ezekiel) fremstilles den trofaste og tilbageblevne rest i første omgang som nationens redning. Fordi denne rest forblev uanfægtet af tidens kulturstrømninger kunne den overleve eksilet og dermed udgøre grundlaget for nationens fortsatte eksistens.
Samme tankegang møder man hos mange kristne i dag. Kulturen som udfordrer kirken i dag kaldes postmodernitet, og nogle kristne vælger at se denne kulturstrømning som et fjendtligt angreb mod de kristne værdier og kristendommens sandhedsforståelse og verdensbillede. Derfor vælges forskansningsteknikken. Gudfrygtige kristne isolerer sig og søger uge efter uge mod trygheden i det rum der har fået lov at stå uberørt af tiden – kirkerummet (og missiosnhuset). Her finder de bekræftelse og ro fra de larmende spørgsmål tiden er så fyldt med.
Min pointe med disse linjer er at denne strategi er fejlagtig, ukristelig og åndelig destruktiv.
Tilbage til GT. Det viser sig at der hos disse profeter sker et skifte i hvem denne restgruppe egentlig er. I første omgang er resten dem der ikke blev bortført (Es 4,3). Men efterhånden tegner der sig et billede af, at eksilet (Israels fremmedgørelse) er villet af Gud. Babylons konge Nebukadnesar er ikke bare en fjende men Guds redskab (Jer 25). Eksilet handler om at Gud vil rense sit folk. Dertil bruger han den udefra kommende kultur (Babylon og postmodernitet). Den virkelige sande rest er nu de der vender hjem efter bortførelsen (Es. 11,11, Ez 11 især Jer 24) og altså ikke gruppen der forskansede sig. Denne gruppe bekæmpede i øvrigt de hjemkomne (læs Ezra og Nehemias).
Fortællingerne i Det Gamle Testamente er langt mere relevante for udfordringerne i vores tid end man umiddelbart skulle tro. Inspireret af disse gamle skrifter tror jeg vi som kirke må engagere os i den fremvoksende kultur og vælge en kirkestrategi hvor vi med vores egne liv inkarnerer (latin: betyder kropsliggører) fortællingen om den ultimative kærlighed, Jesus, overfor vores naboer, venner og kollegaer. Lad os bringe Jesus ud af kirken ind i kulturen. (Fx er der i denne uge nogle unge kristne der vasker fødder på folk i Roskilde).
Lad os komme igennem vores eksil, vores fremmedgørelse, vores ørkenvandring. Dette er Guds vilje – tror jeg. Lad os derfor sige nej tak til et liv hvor vi isolerer os fordi vi tror det er eneste måde at forblive åndelig intakte. Lad os vandre ud i postmoderniteten, lad os risikere alt – og der genfinde en ny og dybere tillid til og afhængighed af Gud. Må den dag komme hvor Gud siger til os hvad han sagde om Israel til profeten Hoseas: "Jeg vil lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen, og tale til hendes hjerte. Dér giver jeg hende vingårdene tilbage!" (Hos 2,16-17).
Mere end 1000 ord.
"Mere end 1000 ord" er en e-bog (dvs. at bogen er elektronisk i pdf-format og ikke på papir - indtil du selv printer den ud!) som gratis kan downloades fra denne side. Den er skrevet af Cand.teol. Carsten Riis Jensen og hander om gudstjeneste og forkyndelse i en postmoderne mediekultur.