august 2003


Sten i kirken
søndagens in:tro gudstjeneste var noget anderledes denne gang. Inspireret af Sanctuary (fra small fire) lavede vi 4 scener på kirkegulvet, 4 'meditationsrum' til fordybelse udfra lignelsen om såsæden der enten falder på vej, klippe, blandt tidsler eller i god jord. - Effekten var meget god syntes jeg og jeg tror der var flere der fik et godt møde med Gud. Det er dog lidt uvant for os i kirken ikke at få det hele serveret, men selv at skulle grave efter det åndelige udbytte. Grave-musklerne er svage, men de kan opøves. - Jeg håber I andre er med på flere af disse udfordrende gudstjenster i fremtiden.

Se de andre billeder her vej,tidsler,god jord.

De to tårne
Fantastisk film. Ringen skal destrueres i Mordor. Filmene handler derfor om en vandring mod ondskabens midte. Kun dér kan ondskaben ødelægges.
Dette - at ondskaben i højeste potens, ikke bare er destruktiv, men også selvdestruktiv, er en dyb og gammel sandhed. Ondskaben er så ond at den er ond mod sig selv. Derfor kan ondskaben i det lange løb ikke sejre over godheden. Derfor kan ringen ødelægges.

Det var ondskab der slog Jesus ihjel. Ondskab i højeste potens fordi Jesus var Guds søn. Men evangeliet fortæller at dette ondskab var et selvmål af kosmiske dimensioner.

Vandringen mod ondskabens midte er en vandring gennem ild og vand sagde Gandalf. Også det er hørt før!
... om kirken der ikke er et mål, men midlet for Guds rige. Denne drøm fik Jesus til at vælte vekselerernes borde på tempelpladsen i Jerusalem mens han grædende råbte "Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule."

Drømmen lever videre idag. Fx her hos Torben Damsholt, præst ved den grundtviske valgmenighed i Vartov:

" Jeg véd ikke hvor mange her der kender en drøm om at rive kirkerne ned eller at tage gudstjenesten ud af dem [...] Det er sikkert umoderne at forestille sig sådan noget, men altså - hvorfor ikke jævne det hele med jorden, bogstaveligt talt, så Guds templer kunne blive så jordnære og jævne som vore almindelige mennekseliv i arbejde og fritid, glæde og sorg, nu engang er, tømme kirkerne for alt det vi selv fylder dem med og så håbe på og bede til at Gud selv vil fylde dem. Vi har da lov at forestille os en kristendom, som selvfølgelig skulle svare til Jesu oprindelige, glade budskab, en institutionsløs og dogmefri religion, lettet for al den metafysik og den finkultur for indviede som tynger den, en kirke hvor det at tro ikke skulle dirigeres af kongelige autoriserede bekendelsesskrifter, men udelukkende være liv, handling, hvor gudstjenesten skulle bestå i fri samtale og i at holde måltid sammen i hjemmene, i al uskyldig livsglæde og uden at nogen skulle udelukkes som kirkefremmede eller traditionsløse, hvor alle bare var de mennesker de nu engang er."

Doktor Luther ;) kendte også denne drøm - det kan man læse i hans fortale til Tyske Messe.

Så let glemmer vi denne drøm! Så let gør vi kirken til målet fremfor midlet.
Det er lidt småt med inspirationen for tiden. Jeg kan virkelig mærke at jeg føler mig off når jeg kommer hjem fra pastoralseminariet. Hvorfor mon?
Kirken! Kristendommen! Evangeliet! Forkyndelsen! Dåben! Gudstjenesten! Det hele er blevet til navneord. Gjort til ting. Noget man kan vende og dreje. Noget man kan iagttage og bygge teologi på. Noget teologer kan snakke længe om. Tag nu gudstjenesten. Den kendes på formen. Formen er meget stærk. Når det gælder formen er der ikke plads til folkekirkens ellers så berømte rummelighed. Rummelighed er der plads til sålænge vi snakker indhold men ikke form. Mærkeligt - jeg syntes det burde være omvendt.
Mon ikke de fleste præster i folkekirken vil forsvare at kristendommen repræsenterer i et eller andet omfang noget der er anderledes end det almindelige. Ellers har det ingen mening at være kirke. Denne anderledeshed kan dog være svær at få øje på. Ofte får man det indtryk at kristendommen hos mange er blevet reduceret til den etik som alle kan blive enige om. Dvs en minimal etik om næstekærlighed. Problemet er at kirken herved mister sin eksistensberettigelse. Hvis kristendommen blot er denne minimalbestemmelse som alle alligevel er enige om, kan man ligeså godt erstatte kirken med et politisk parti eller en social organisation. Måske er det herfor formen i den grad sættes i forgrunden i folkekirken. På denne måde kommer formen til at sikre anderledesheden. Det er formen der adskiller kirken (gudstjenesten) fra det politiske parti og den sociale organisation. Herved sikres en eksistensberettigelse for kirken - tror man.
- For det holder ikke. Kirkens anderledeshed fra det almindelige kan ikke bæres af formen alene. Kirken må genfinde sin anderledeshed i sin forkyndelse, i sit budskab, i indholdet hvis den skal bestå.

Selvfølgelig er målet ikke at kirken skal være anderledes for enhver pris. Og man skal da også passe på med denne anderledeshed i indholdet, at man ikke bliver sekterisk. Phu-haa, det er selvfølgelig slemt. Men omvendt er det måske bedre at være sekterisk end gennemført ligegyldig?
Idag havde vi besøg af Britta Krarup i SUK. Fantastisk vidnesbyrd og livsmod. Hun videregav bl.a. dette lille bønnetip til den daglige vandring med Jesus. 3 små bønner af 3 små ord:

Herre forbarm dig!
Dig tilbeder jeg!
Åben mine hænder!

- Påkaldelse, tilbedelse og tjeneste. (jeg er usikker på ordlyden af den sidste)
På søndag starter en ny ungdomskirke i København med særligt fokus på teenagere, studerende og techno-kulturen.

Første gudstjeneste er på søndag d.31. august kl. 16:00 og foregår dowtown på Cafe Selina

"...kom og vær med til at fejre vores vandring sammen med Jesus. Det ken godt gå hen og blive interessant..." Mere info på Re:gen.

Samme dag tager vi hul på efterårets første In:tro gudstjeneste i Solvang med en udfordrende meditations-gudstjeneste over fortællingen om sædemanden.

Er man hardcore kan man nå begge dele.
"Det er ikke fordi tingene er svære, at vi ikke tør gøre dem - det er fordi, vi ikke tør gøre dem, at tingene er svære"
Seneca
- fra bogen Så sig dog noget, mand! af Bo Heimann, om parforhold, kommunikation og identitet.
Den finder du her.
nu har jeg tilføjet nogle flere links til højre. Fandt bla. dette citat på en artikel om det postmoderne (friend or foe?) "People no longer just want to be told a list of brute facts, they want to experience a story." - MOJO har nogle gode betragtninger og links til fortællingen. - Carsten har sendt mig nogle links til ethos. Bl.a D.Willards hjemmeside. Han er forfatter til klassikeren The Spirit of the Disciplines der sammen med
Richard Fosters Celebration of Discipline udgør det bedste der er skevet om de åndelige dicipliner. En dansk sammenkog af disse to bøger findes i Jagten på Guds Nærhed.

Hold øje med linklisten - den vokser jævnligt.
fra natkirkens hjemmeside: Jeg i dig. Du i mig.
som I nok kan se er der efterhånden ved at komme nogle links ude til højre. Prøv dem af - der er virkelig noget at hente i dem alle sammen. Det kniber dog for mig at finde nogle gode links til ethos gruppen. Ethos (staves også etos) er græsk og betyder karakter. Jesus havde karakter og kirken (dvs du og jeg) er kaldet til at vokse i karakter. Det handler noget om at blive som Nathanael (Joh 1.47-50), noget om at være ægte, autentisk, gennemsigtig og oprigtig også når ingen ser det. Hvordan er du når du er helt alene? Hvilken karakter udlever du når du er alene med dig selv? Dér står ethos sin prøve.

Kender du nogle gode ethos links må du meget gerne sende en kommentar. Der må findes mere på nettet som kan udfordre og udruste os til at vokse i ærlighed og autencitet.

Kristuskransen
Kristen spiritualitet er et 'marked' i vækst. Et spændende eksempel er kristuskransen. En dansk oversættelse af Martin Lönnebo´s bog Kristuskransen er fornyelig udkommet. Den kan købes hos Unitas Forlag. Men prøv først kransen online. Læs en beskrivelse her.

For år tilbage var jeg til andagtsbøger, sidste år købte jeg Jabes bøn og inden for de sidste måneder har jeg prøvet Gud på nettet (se links th.) En sjælden gang bliver det til et fadervor. Pointen er at jeg har det svært med den daglige snak med farmand. Jeg tror ikke der findes nogen mirakelopskrift, for jeg tror at alt virker når blot det bliver gentaget igen og igen. Det er lysten og udholdenheden der er problemet.

Men nu har jeg bestilt kristuskransen - så bliver alt nok bedre :-)

Citatsamlingen 'Ordgas' byder bla. på dette citat:

Hare krishna hare krishna / krishna krishna hare hare / hare rama hare rama / rama rama hare hare.

(Mantra, der skal gentages 1728 gange dagligt af Hare Krishna-disciple)
Imorgen starter jeg på kirkens autoriserede opskriftskole. Jeg frygter at pastoralseminariet er en tidehvervsk højborg, og er meget spændt på om mine fordomme bekræftes eller blive til skamme. Men jeg glæder mig også - for jeg kender en hel del gode folk hvor blodet virkeligt pumper rundt for Gudsriget.
Udpluk fra fagbeskrivelsen:
Der gives i hymnologi en indførelse i salmedigtningens historie - med henblik på en skærpet bevidsthed om, hvori salmesangens betydning ligger. Hvilket univers befinder den syngende sig overhovedet i under salmesangen? Waw - jeg glæder mig til at møde det hymnologisk univers ;)

Mårup Kirke
På toppen af Danmark, på kanten til Skagerrak ligger Mårup Kirke. Inden længe falder den i vandet. Billedet er endnu ikke helt fotogent ift paradigmeskiftet - men det er tæt på. En stenkirke kan nemlig ikke flytte sig. Når landskabet skifter i radikal grad må kirken enten dø eller holdes kunstigt i live.
Mårup kikre kan leve. Når havet har ædt alt omkring den kan man bare stolpe den op så den kan stå smukt og uanfægtet som på en boreplatform midt ude i havet. Menigheden kan så komme flyvende dertil i helikoptor.
Mårup Kirkes venner vil gerne holde kirken i live udfra lokalhistoriske interesser. OK med mig, men bestræbelserne er også symtomatiske for en døende organisations livskamp. I stedet for at bevarer sagen og indholdet, kommer kampen til at handle om bevaring af rammerne, ordningen og formen. I folkekirken har man lige fået en ny salmebog (selvom bare tanken om én fælles samlebog er for mig uforståelig) og hvert år bruges der millioner på renovering af bygninger og inventar. Folkekirken er i hvertfald bevaringsværdig udfra arkitektoniske, historiske og æstetiske interesser. Men hvad blev der af gudsriget?
Jeg læser lidt i Rolf Jensens bog 'Heartstorm' om kunsten at fortælle sin fortælling. Et af kapitlerne hedder 'fortællingens DNA'.

Den gode fortælling består af 4 faser: kaldet, drageporten, krisevandringen og endelig den hellige gral. Denne 'opskrift' genkendes i hollywoodfilm, eventyrfortællinger, sagn og bibelhistorier.

Min fortælling har også dette DNA. Lige nu står jeg ved drageporten. Min tryghedstid som barn, ung og teologistuderende er nu ved at være ovre. I denne tid har et indre kald om at leve et autentisk liv og derigemmen genfinde det autentiske trosfællesskab - taget form. Nu øjner jeg prøvelsernes port derude i horisonten. Fra nu af er det learning by doing. Nu må jeg forlade idealernes lethed og kaste mig ud i virkelighedens hav. Nu må jeg acceptere den galoperende fejlprocent.
Men det er i denne kaos-vildmark at karakteren dannes. Det er her man vokser til det format der kan klare strabaserne.
Målet - gralen - er genoprettelse på kosmisk plan, genoprettelse af menneskers relationer med hinanden, med sig selv, med hele skaberværket og med Gud. Målet er at finde tilbage til Gud og det tabte paradis. Jesus er vejen. Målet er at hvert eneste menneske kommer over på den anden side af sin egen isolation, meningsløshed og eksistentielle dødfrygt. Jesus er fællesskabet, meningen og det evige liv.
Mit mål er i én forstand ikke mindre, for disciple af Jesus skal forvente store ting af ham. I en anden forstand er mit mål dog at se 4x genoprettelse i mine egne relationer og i relationerne omkring mig. Dette er kirke for mig. Og den lokale kirke er verdens håb ifølge Bill Hybels.
bloggen står lidt stille i denne uge for vi er på ferie igen. Utroligt at det i en by som Frederikshavn ikke er til at komme til pc med netforbindelse.
I de seneste par år er min begejstring for Jesus og det fantastiske budskab om et forsonet og genoprettet liv med Gud og kosmos vokset i styrke. Jeg har prøvet nye ting med Gud, set nye sider af ham og forstået mere af mig selv og tilværelsen. MEN. Jeg er også blevet mere negativ. Hvordan kan det være?
Kirke, Kristeligt Dagblad, pop-up reklamer for den nye salmebog, højmesse, og lange sorte kjoler gør mig negativ. Er det fordi jeg har været en pæn dreng i hele min ungdom og først nu erfarerer et forsinket ungdomsoprør? Er det fordi jeg er postmoderne og dermed negativ overfor alt der er ældre end 14 dage? Er det nidkærheden for huset der fortærer mig (som profeten sang sl.69,10)?
Selvom jeg har ret i mit kirke-paradigmeskifts-projekt, tror jeg ikke negativiteten er sund. Jeg kan mærke den æder ind på det konstruktive.
Tit er det jo sådan - at når man står i en ydre kamp, så kommer der også en indre kamp. Min ydre kamp er mellem en gammel religiøs kristendom og en ny spirituel kristenhed. Min indre kamp er mellem behovet for at få ret, finde identitet, blive set og hørt - og ønsket om sand, ydmyg og autentisk discipelskab.
Må gerne forbønnes! Tak!
...fra Morten Josefsens blog:
"- Måske er problemet ikke døde kirker, men kirker der nægter at dø. [...] Som Gandhi sagde til sine medarbejdere før et sammenstød med modstanderne i kampen for Indiens frihed: "Der kommer til at flyde blod. Måtte det blive vores eget." (Magnus Malm, I lammets tegn.)
Besøg mojo her.
I sidste uge kom jeg forbi en spændende side med 25 forslag til alternativ bøn. Jeg har nu i en uges tid eksperimenteret med et af forslagene med rimelig god udbytte.

Sten i hånd
Denne sten har jeg gået med i hånden eller i lommen. Nogle gange i baglommen - men det gjorde ondt - så for det meste i forlommen. Jeg brugte stenen til at bevidstgøre mig selv om en svaghed i min karakter som jeg gerne vil af med. Indimellem brugte jeg også stenen som noget jeg kunne projicere min synd over på. Når jeg sad med stenen i hånden fungerede den nærmest som en bønnekrans hvor jeg på en måde var online med Gud uden hele tiden at være bevidst om det rent kognitivt.
Stenen ligger nu ud for verdens ende (alias - den længste bådbro ved Amager Strand) sammen med min synd og min karakterbrist.
Se de 25 forslag her.

skal der også være plads til. Se flere her.

Amen!
4.088.255.705 mennekser da jeg blev født d.18 jan. 1973. Sådan ca. På skrivende sekund er vedensbefolkningen på 6.355.874.603 individer, og vokser med 3 i sekundet. Hver eneste er skabt og elsket af Gud. Det er efterhånden ret mange hovedhår han skal ha tal på.
Besøg World Population og læs det sidste nye tal ;o)
... skal ikke bekræfte min tro, men udfordre min tro. No pain - no gain!
Forfatteren Randy Frazee har skevet en meget spændende bog med undertitlen 'Beyond Small Groups to Authentic Community'.
Frustreret over at deres cellegrupper aldrig rigtig virkede begyndte de at undersøge om der var nogle grundlæggende sociologiske betingelser for det velfungerende fællesskab. De undersøgte alt lige fra sydeuropæisk landsbykultur, over israelske kibbutzer til amerikanske militær units og fandt følgende fem karakteristika, som altid må opfyldes hvis et fællesskab skal være velfungerende:
1 spontanitet
2 at være tilrådighed
3 høj grad af hyppighed
4 fællesmåltider
5 geografisk nærhed
Tænk over graden af spontanitet i din celle, hvor meget står I tilrådighed for hinanden, hvor hyppigt mødes I (cellegrupperne i Jerusalem-menigheden mødtes hver dag Apg2:46), spiser I ofte sammen og hvor langt bor I fra hinanden - er det længere end gå-afstand???
Læs evt. det meget spændende interview med Randy Freeze i Cutting Edge. Bladet er virkelig godt og kan bestilles ved at kontakte christian@jul.net
Jesus s/h
Klik på billedet her th hvis du vil se Jesus >>>

Stir koncentreret på de fire sorte prikker i midten i ca 30 sekunder. Luk øjnene og løft hovedet en smule bagover. Hold øjnene lukket - en lysplet dukker op - koncentrer dig om den lysplet. Hvad ser du?

Virker hver gang!
En lille invandredreng spurgte mig forleden på amagerbrogade "er du muslimer" fordi jeg havde denne t-shirt på. Jeg tror han blev skuffet da jeg måtte svare nej. Men jeg blev en smule glad - for det er ikke så tit jeg snakker med invandredrenge på amagerbrogade.

Dette konstruktive design er produceret af Nanna Grunwald.