juni 2005


En artikel af Thomas Hohstadt fra www.futurechurch.net dumpede ind i den elektroniske postkasse idag. Han tager udgangspunkt i den krise som kirkens klassiske forkyndelse befinder sig i, overfor den postmoderne og sandhedsrelative dagsorden. Hans pointe syntes at være 1: det er sundt for kirken at den ikke længere kan slippe afsted med en selvbekræftende og til tider manipulerende forkyndelse. 2: kirken må genfinde det profetiske billedsprog - metaforen - damah!

Hvad betyder damah? Det er et hebraisk udtyrk for billede/lignelse. Carsten Riis har denne glimmerende gennemgang:

Thomas Hohstadt nævner i sin bog, "Dying to Live", flere gange at vi som kirke og kristenhed må tilbage til det, han kalder "det profetiske metafor", d.v.s tilbage til fortidens levende og virksomme ord. Dagens unge taler et nyt sprog, som passer fint til den digitale tidsalder og til internettet. Et metaforisk, billedrigt og meget "kropsligt" sprog. Hvis kirken skal kunne nå de unge (og det skal den, for det er de unge, der skal bære evangeliet ind i det nye årtusinde), må den lære at tale dette nye sprog.

Thomas Hohstadt's "profetiske metafor" er i og for sig ikke en ny idé. Det er nærmest bare et andet ord for kontekstualisering, d.v.s en problemstilling som vor tids teologer og missionærer arbejder meget med, heriblandt spørgsmålet om i hvor høj grad missionæren i udlandet skal lade sig integrere i det samfund, han befinder sig i, f.eks når det gælder tøjstil, madvaner og hvorvidt de bibelske begreber som frelse, helliggørelse o.s.v skal omskrives så de bedre kan forstås af det pågældende samfunds mennesker. At Hohstadt kalder kontekstualiseringen for profetisk skyldes, at det Gamle Testamentes profeter meget ofte talte i metaforer, i billeder og drama: De "opførte" det budskab, Gud havde givet dem, f.eks ved at synge budskabet, skrive det ned som poesi, eller – mere håndgribeligt – giftede f.eks. profeten Hoseas sig med en luder, for dermed helt konkret at vise folket dets synd: "Gå hen og gift dig med en horkvinde og få horebørn, for landet horer sig bort fra Herren" (Hos 1:2). Derfor er det kontekstualiserende billedsprog (metaforerne) profetiske, fordi det var den måde, profeterne i Gammel Testamente "talte" Guds ord. Der synes at være en vis sammenhæng mellem Hohstadt's ønske om et sanseligt, virkningsfuldt og levende ord, og den danske journalist Leif E. Kristensen's bog "Og Gud blev ord", hvor han siger at Gud i alt for høj grad er blevet Ordets Gud – en passiv, åndelig, talende og fjern Gud – og hvor han i stedet efterlyser inkarnationens Gud, den dynamiske, synlige, handlende og nærværende Gud (Kristensen 1998). Leif E. Kristensen betoner, at der er en stor forskel mellem hvad han kalder "ordteologi" og så "inkarnationsteologi": Ordteologien betoner Bibelen, inkarnationsteologien betoner praksis og handling. Ordteologien betoner ordforkyndelse, inkarnationsteologien betoner integreret kristendom. Ordteologien betoner, at Gud møder os i Ordet, hvorimod inkarnationsteologien betoner, at Gud møder os i menigheden (ibid:134).

Selve begrebet profetisk metafor henter Hohstadt hos profeten Hoseas: "Jeg [vil] tale til profeterne og give dem mange syner; ved profeterne vil jeg tale i billeder" (Hos 12:11). Det er, ifølge Hohstadt, tid til atter at lade Gud tale – og i Hos 12:11 finder han de tre måder, hvorpå Gud taler til de troende: (1)gennem profeter, (2)gennem syner, og (3)gennem damah, d.v.s billeder og lignelser. En vision, et syn, er en intuitiv åbenbaring som taler mere til hjertet end til tanken. Og damah (det profetiske metafor) – er "formen", d.v.s ordene, musikken, billederne o.l., som profterne brugte til at udfolde, konkretisere og viderebringe synerne. Damah – billedsproget og det konkrete, udlevede kristenlivet – er gudstjenestens egentlige dialog, mellem de troende og deres Gud. Og vi er, med den digitale tidsalder, på vej tilbage til damah.

Der er ingen tvivl om, at Bibelen er fuld af metaforer, og at såvel de bibelske skribenter som profeterne og Jesus selve brugte metaforer. Gud sagde, ved skabelsen: "Lad os skabe mennesket i vores billede". Jesus selv brugte selv metaforer, f.eks da han sagde: "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det?". Og fire vers senere siger Markus, at Jesus ikke talte til dem "undtagen i lignelser" (Mark 4:30+34). Det profetiske metafor er andet og mere end et litterært metafor, ikke blot en figurativ talemåde, ikke et mentalt trick. D.v.s mediet er ikke budskabet – i modsætning til hvad Marshall McLuhan siger (jfr denne bogs kapitel to). Det profetiske metafor peger ud over selve metaforen. Det profetiske metafor var de gamle hebræeres kunst – og de hebraiske profeter var kunstnere: Størstedelen af de profetiske bøger i Bibelen består af lyriske orakler eller poetiske sange. Artistisk kunnen var vel nærmest en nødvendighed. Da Joshafat bad Elisa om at profetere, sagde han: "Hent mig nu en, der kan spille" (2 Kong 3:15). Da David udpegede profeter, udskilte han blandt dem 288 til at være musikere (1 Krøn 25:1+7).


Læs hele Carstens speciale her.
"Lad håbet og ikke udelukkende dine erfaringer skrive din historie"
Jeg havde forleden en snak med nogle unge mennesker om begrebet tilgivelse. Vi diskuterede om man altid skal tilgive, om tilgivelse er et udtryk for svaghed eller styrke. Det slog mig, at tilgivelse aldrig er, og aldrig må blive, en accept af ugerningen. En ugerning – SYND – er aldrig ok, og kan aldrig blive ok. Tilgivelse er ikke en accept af synden, men et valg om ikke at kræve gengældelse, blodpenge, erstatning. Et valg om ikke at bære nag. Et valg om at give afkald på straffen, give afkald på at retfærdigheden skal få fyldest, og lægge sagen i Guds hænder. – Hvad så med Guds tilgivelse? Er det så ikke i sidste ende en accept af ugerningen, en 'lad os bare glemme det du har gjort forkert', 'det betyder ikke noget i det store billede'. NEJ – tror jeg! At glemme er ikke det samme som at tilgive. Glemsel er uforløst regnskab. Glemsel er begravet ondskab. Når man tilgiver GIVER man noget, når man glemmer – hverken giver eller tager - man noget. Guds tilgivelse kan heller aldrig blive en accept af ugerningen. Derfor, må Gud selv betale prisen. I retfærdighedens og kærlighedens navn.

Jeg hørte engang en prædiken der lovede mig en logisk forklaring på hvorfor Kristus måtte dø. Jeg syntes ikke helt det lykkedes dengang, men nu tror jeg måske jeg har fanget logikken. Ligningen ville simpelthen ikke gå op, hvis Gud (og vi andre) bare skulle glemme. At glemme – kan ikke være svaret på menneskehedens eksistentielle syndsproblem. Det er ualvorligt. Kun men en gennemført forsoning, har Gud nu noget han kan give os – give og til – tillægge os noget vi ikke havde i forvejen. Derfor måtte Kristus dø! Alt andet ville være en accept af ugerningerne!
For tiden er der en del skriverier i KD om abortmindelunden i Vedersø. En kristen forening, Retten til Liv har med opførelsen af mindelunden ønsket at problematisere danskernes til tider uproblematiske forhold til den høje procent af provokerede aborter. Jeg tilslutter mig bekymringen og den alvorlige anledning, alligevel har jeg svært ved at bakke op om mindelunden. Der er en fromhed over det hele som jeg ikke bryder mig om, som faktisk virker ukristeligt på mig. Jeg syntes der mangler kærlighed.(Et problem som jeg mener er symptomatisk for hele den kirkelige højrefløj.) Jeg fornemmer at abortmindelunden ikke er et udtryk for kærlighed til det ufødte, endsige til de ufødtes forældre, men snarere et udtryk for en rethaveri. Abortmindelunden virker på mig som dogmatik. Det er en manifestation af, at dem, der har rejst den, har ret, og at dem, den henvender sig til har uret. Abortmindelunden virker på min som sandhed uden kærlighed. Dette er ikke kristendom, allerhøjst en halv kristendom, og min pointe er at en halv kristendom er meget værre end ingen kristendom.

En halv kristendom er ingen kristendom - en minus kristendom - en negativ kristendom - en selvmodsigelse. Kriken har ikke lov til at forkynde sandhed, hvis den ikke gør det i kærlighed. Så ville det være bedre, at den fik den der tur med møllestenen om halsen, så ville det være bedre, at den lod sine missionære blive hjemme, så ville det være bedre, at den afklædte sig sin præstekjole, kravlede ned fra sin prædikestol, og gik tilbage til sit lønkammer for at få en ny snak med Gud. Sandhed uden kærlighed er evangelieskadelig virksomhed!

Hvis man vil kalde sig kristen, er man forpligtet på hele pakken! En halv kristendom er ikke godt nok, det er slet ikke godt, men faktisk skidt og skadelig. Det er hårde odds, men sådan er denne branche. Én overtrædelse, om man er skyldig i hele loven!

Måske er det derfor englen siger: "Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund." (Åb 3,15 - 17) Det er ligesom lunken kaffe, det duer ikke til andet end at blive spyttet ud!

"Truth without love kills, while love without truth lies."
I går afholdt vi en lille afskedsceremoni for Elisa. Det var hårdt men alligevel godt.


Små fødder sætter også dybe spor!


Sindsrobønnen:
Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen.

Fredag d. 3. juni blev vores datter Elisa Søndergaard Lassen født. Hun levede i tre timer inden hun måtte opgive livet. Hendes lungekapacitet var ikke tilstrækkelig udviklet, sikkert en følge af en måned uden ret meget fostervand. Elisa blev født godt 3 måneder for tidligt. Jeg er glad for at jeg nåede at døbe hende selv.

Det er utroligt hvor meget kærlighed man kan nå at knytte på så kort tid. Vi savner hende meget, men er også klar over at vi stadig har meget at glæde os over.

Nyttige links: www.spaedbarnsdoed.dk, www.barnlille.dk