14 Juni 2005
Hvad betyder damah? Det er et hebraisk udtyrk for billede/lignelse. Carsten Riis har denne glimmerende gennemgang:
Thomas Hohstadt nævner i sin bog, "Dying to Live", flere gange at vi som kirke og kristenhed må tilbage til det, han kalder "det profetiske metafor", d.v.s tilbage til fortidens levende og virksomme ord. Dagens unge taler et nyt sprog, som passer fint til den digitale tidsalder og til internettet. Et metaforisk, billedrigt og meget "kropsligt" sprog. Hvis kirken skal kunne nå de unge (og det skal den, for det er de unge, der skal bære evangeliet ind i det nye årtusinde), må den lære at tale dette nye sprog.
Thomas Hohstadt's "profetiske metafor" er i og for sig ikke en ny idé. Det er nærmest bare et andet ord for kontekstualisering, d.v.s en problemstilling som vor tids teologer og missionærer arbejder meget med, heriblandt spørgsmålet om i hvor høj grad missionæren i udlandet skal lade sig integrere i det samfund, han befinder sig i, f.eks når det gælder tøjstil, madvaner og hvorvidt de bibelske begreber som frelse, helliggørelse o.s.v skal omskrives så de bedre kan forstås af det pågældende samfunds mennesker. At Hohstadt kalder kontekstualiseringen for profetisk skyldes, at det Gamle Testamentes profeter meget ofte talte i metaforer, i billeder og drama: De "opførte" det budskab, Gud havde givet dem, f.eks ved at synge budskabet, skrive det ned som poesi, eller – mere håndgribeligt – giftede f.eks. profeten Hoseas sig med en luder, for dermed helt konkret at vise folket dets synd: "Gå hen og gift dig med en horkvinde og få horebørn, for landet horer sig bort fra Herren" (Hos 1:2). Derfor er det kontekstualiserende billedsprog (metaforerne) profetiske, fordi det var den måde, profeterne i Gammel Testamente "talte" Guds ord. Der synes at være en vis sammenhæng mellem Hohstadt's ønske om et sanseligt, virkningsfuldt og levende ord, og den danske journalist Leif E. Kristensen's bog "Og Gud blev ord", hvor han siger at Gud i alt for høj grad er blevet Ordets Gud – en passiv, åndelig, talende og fjern Gud – og hvor han i stedet efterlyser inkarnationens Gud, den dynamiske, synlige, handlende og nærværende Gud (Kristensen 1998). Leif E. Kristensen betoner, at der er en stor forskel mellem hvad han kalder "ordteologi" og så "inkarnationsteologi": Ordteologien betoner Bibelen, inkarnationsteologien betoner praksis og handling. Ordteologien betoner ordforkyndelse, inkarnationsteologien betoner integreret kristendom. Ordteologien betoner, at Gud møder os i Ordet, hvorimod inkarnationsteologien betoner, at Gud møder os i menigheden (ibid:134).
Selve begrebet profetisk metafor henter Hohstadt hos profeten Hoseas: "Jeg [vil] tale til profeterne og give dem mange syner; ved profeterne vil jeg tale i billeder" (Hos 12:11). Det er, ifølge Hohstadt, tid til atter at lade Gud tale – og i Hos 12:11 finder han de tre måder, hvorpå Gud taler til de troende: (1)gennem profeter, (2)gennem syner, og (3)gennem damah, d.v.s billeder og lignelser. En vision, et syn, er en intuitiv åbenbaring som taler mere til hjertet end til tanken. Og damah (det profetiske metafor) – er "formen", d.v.s ordene, musikken, billederne o.l., som profterne brugte til at udfolde, konkretisere og viderebringe synerne. Damah – billedsproget og det konkrete, udlevede kristenlivet – er gudstjenestens egentlige dialog, mellem de troende og deres Gud. Og vi er, med den digitale tidsalder, på vej tilbage til damah.
Der er ingen tvivl om, at Bibelen er fuld af metaforer, og at såvel de bibelske skribenter som profeterne og Jesus selve brugte metaforer. Gud sagde, ved skabelsen: "Lad os skabe mennesket i vores billede". Jesus selv brugte selv metaforer, f.eks da han sagde: "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det?". Og fire vers senere siger Markus, at Jesus ikke talte til dem "undtagen i lignelser" (Mark 4:30+34). Det profetiske metafor er andet og mere end et litterært metafor, ikke blot en figurativ talemåde, ikke et mentalt trick. D.v.s mediet er ikke budskabet – i modsætning til hvad Marshall McLuhan siger (jfr denne bogs kapitel to). Det profetiske metafor peger ud over selve metaforen. Det profetiske metafor var de gamle hebræeres kunst – og de hebraiske profeter var kunstnere: Størstedelen af de profetiske bøger i Bibelen består af lyriske orakler eller poetiske sange. Artistisk kunnen var vel nærmest en nødvendighed. Da Joshafat bad Elisa om at profetere, sagde han: "Hent mig nu en, der kan spille" (2 Kong 3:15). Da David udpegede profeter, udskilte han blandt dem 288 til at være musikere (1 Krøn 25:1+7).
Læs hele Carstens speciale her.
Fredag d. 01/07-05 02:59
Hej Tommy! Du spiser os af med at copy-paste et speciale. ;) Kan du ikke lige uddybe? Og hvor er vores opgave ind i denne problematik? Kan det eksempelvis konkretiseres? :)
Mandag d. 04/07-05 11:16
uddybe vil jeg gerne:
Et billede er ikke altid logisk. Det er ikke fast som klippen (ordet), men skrøbelig som floden. Hvis billedet er som vandet (og ordet er som klippen), så er billedet stærkere end ordet. Og vi lever nu i den grad i en billedekultur. MTV-generationen har man kladt os. Tag fx. Mel Gibsons Jesus-billeder (The Passion). Det er forkyndelse til det 21.årh.
Vores opgave:
Jeg ser for mig en kirke der er dogmatisk minimalistisk (1) - ikke fordi den sælger ud, men fordi den har fundet friheden, fundet den sandhed der gør fri, fundet kærligheden. Hvor dogmatikken ikke bliver brugt til at gøre Gud mindre. Jeg ser for mig en kirke der er mindre voldelig i sin forkyndelse, der ikke er så sikker på sine egne argumenter og slutninger. Der ikke er optaget af hele tiden selv at blive bekræftet på bekostning af dem 'udenfor'.
Jeg ser for mig en kirke, hvor fællesskabet - menigheden er det egentlige sakramente. Et partikulært engagement i den store universelle fortælling.
Jeg inspireres af ydmyge kirkeledere der kæmper med at tage evangeliet ind over deres eget liv og krop. Mænd og kvinder med karakter og mod. Men ETHOS.
Jeg ser for mig en gudstjenste med dialog fremfor monolog. En gudstjenste med mulighed for interaktion. En gudstjenste med stemning, musik, billeder, mad og fællesskab. En café-kirke.