november 2003


Jeg var en smule skuffet over den sidste Matrix film 'Revolution'. Ikke så skuffet som jeg havde forberedt mig på, men alligevel en smule. Jeg syntes ikke den sluttede med den store forløsning som jeg havde ventet. Den følelse, at slutningen ikke var mere og større end filmens øvrige scener, har jeg haft ved mange af tidens store blockbusters, og det skuffer mig. Jeg er bange for at den kommende Ringenes Herre vil være på samme måde, for hvordan kan denne fortælling gøres endnu større, endnu vildere og endnu mere overraskende.
Adventstiden er lige på trapperne. Advent betyder komme, at noget er på vej og kommer nærmere. Hvis det skal blive advent for mig, må det som skal komme, på en måde være noget nyt, noget 'mere', ellers er advent bare 'same procedure as last year Miss Sophie?' og det holder ikke. Det holder ikke at gentage løftet "ja, jeg kommer snart" (Åb22,20) 2.004 gange.
Jeg tror på bevægelse, helliggørelse, at der altid er noget 'nyt' til os, at gudsriget ER i udvikling. Advent er også gentagelse, for gudsriget har været her længe nu, og vi glemmer let, derfor skal tingene gentages, men… enden har bare at være bedre end resten af filmen, i hvert fald hvis det er det filmen lover.
cafe republicSådan sagde indehaveren af Café Republic til mig da jeg spurgte til filosofien bag statementet her ved siden af. Tanken er at caféen er vor tids samlingssted. Engang var det kirken og siden kroen der kunne samle alle, nu er det altså caféen. Ifølge ham. Og det er dét, det handler om, at skabe et sted der kan samle alle, hvor alle kan være. I min teologi er denne tanke et af kirkens grundfordringer. Altså at skabe FOBINDELSE mellem mennesker, vha. 'forbindelsen' mellem Gud og mennesker som Jesus har genetableret. Jeg er enig i at 'religionen' kraftigt har bidraget til at ødelægge 'forbindelsen' mellem mennesker, alligevel mener jeg denne forbindelse aldrig fuldt ud kan genetableres udenom kristusbegivenheden.

Cafe Republic kan i øvrigt varmt anbefales. God stemning og fantastisk betjening.
I går var der ordination af vores nye præst Jesper Oehlenschläger i domkirken. Selve ordinationen var en god oplevelse. En ordentlig bunke præster i sorte kjoler gik frem og lagde hænderne på Jesper og de to andre ordinanter. Det så godt ud og virkede en smule mystisk og kultisk. Kollegial forbøn og anerkendelse er virkelig godt og vigtigt. Det var også specielt at ingen af de tre var blevet ansat i almindelige sognepræststillinger. Funktionskirken er på vej frem. Det kan jeg kun tilslutte mig, så længe vi ikke glemmer at det stadig er menigheden der 'subjektet' for kirkens embede – og ikke dens 'objekt'.
Kære Gud, jeg har ingen anelse om hvor jeg er på vej hen. Jeg ka' ikke se vejen foran mig. Jeg ved ikke hvor den ender. Jeg kender heller ikke mig selv til bunds, for selvom jeg tror, at jeg er på din vej, er det ikke ensbetydende med, at jeg rent faktisk er det. Men jeg tror, at hensigtet om at ville behage dig - rent faktisk behager dig. Og jeg ønkser, at have denne hensigt i alt hvad jeg foretager mig. Jeg håber, at jeg aldrig må gøre noget udover at behage dig. Og jeg ved, at hvis jeg gør det, vil du lede mig ad den rette vej, selvom jeg ikke selv kan se vejen. Derfor vil jeg stole på dig altid, også når jeg føler mig fortabt i dødsskyggens dal. Jeg vil ikke frygte, for du er med mig, og du vil aldrig efterlade mig alene med farerne.

Fandt bønnen på David Finch's blog. Mere om Thomas Merton her.
Hvad er egentlig forskellen på det moderne og det postmoderne? Det spørgsmål er der mange svar på, og svarene er ikke enkle. Forleden fandt jeg dette lydlink: Preaching to a Post-Modern AudienceJakobs blog, hvor en amerikansk ortodoks teolog Rev. Dr. Frank Marangos beskriver forskellene. Det gør han meget godt. Jeg vil især anbefale de første 20 minutter. I de næste 20 min får postmoderniteten en lige lovlig hård omgang, som jeg ikke mener det fortjener. Lyt med her og døm selv.
På vej hjem fra SUK i går, snakkede Mette og jeg om, hvordan man fastholder det rene og ægte kristusbillede. Hvis man vover at se lidt objektivt på sin egen kristendomstradition, må man nok indrømme at det kristusbillede man selv har, sjælden er identisk med den ægte Kristus. Mon ikke vi alle vil blive overrasket over et par ting eller tre når vi en dag står ansigt til ansigt overfor Gud.
Fakta er, at kirken gennem tiden har malet mange forskellige billeder af Kristus. På denne hjemmeside 'Anno Domini' er der 18 forskellige kristusbilleder, der alle er værd at klikke på og fordybe sig i.
Min pointe er, at vores kristusbillede ikke kan være hel sand. Det er farvet af vores egen måde at forstå tingene på, og den tradition vi er opvokset i. Det må derfor være en konstant jagt for en discipel af Jesus at søge mod et sandere kristusbillede. Denne erkendelse skaber ydmyghed overfor andre traditioners billeder. Målet er ikke at andre skal tro som jeg tror, men at vi alle vokser i mødet med hinandens gudsbilleder.
Dette slogan så jeg i dag på en varebil fra Grundfos. Grundfos er et af det 20. århundredes store succeshistorier i dansk erhvervsliv. Fra en lille familievirksomhed i en garage til et multinationalt selskab. Godt gået!
Sloganet tiltalte mig. Innovation (der betyder fornyelse) er et buzzword for mig. Kirken trænger til innovation ect. Det seje er dog at deres slogan begynder med ´be´ (at være). Det er der alting starter. Ikke bare at være, men virkelig at være, dvs. være autentisk. Være den man er. Som et menneske der er skabt i Guds billede dvs. potentiale, og født af kød dvs. 'reale'.
'Think' er derimod ikke så meget mig. Jeg har vel nok tænkt et par tanker i ny og næ, men som jeg er skruet sammen er det i højere grad min intuition der danner grundlag for mine valg og beslutninger frem rationelle overvejelser. (Myers-Briggs personlighedstest har hjulpet mig til at sprogliggøre hvordan jeg er skruet sammen. Prøv testen online her og klik på 'Take the Temperament Sorter II' og bliv klogere på dig selv. Se også hvordan denne test kan bruges i kirkens ledelse og teambuildingsproces ved at klikke her.)
Jeg er lige komme forbi en side med ovenstående overskrift produceret af Danmark for Jesus. Paranoia - siger jeg bare. Det er på en gang hammrende useriøst og dybt tragisk. Se her hvad de skriver:

Bill Hybel er senior pastor ved Willow Creek association med en stab af 50 præster under sig, og hans menighed har 12.000 medlemmer, hvoraf mange har en katolsk forståelse. Kirkens program, som de kalder "søger-tjenesten", går ud på, at alle skal befinde sig godt. Derfor forkynder Hybel kun det, folket ønsker at høre, og ikke hvad, Bibelen siger.

Bill Hybel og hans familie er tilhængere af psykologisk rådgivning. (Se nærmere i Hybels bog Rediscovering Church, side 114-118.) Hybel har studeret mange psykologiske bøger og været med til mange kurser om dette emne. Hans lære fremmer derfor også tanken om psykologi fremfor at søge Bibelen som rådgiver. Og fru Bill Hybel skriver om "uopda-gede sår dybt inde i sig…" (Læren om Inner Healing, som også New Age støtter.)

Hybel går ligeledes ind for pseudo-psykologi, der stammer fra hedenske og okkulte filosofer. Og Willow Creek har træ-nede psykologer i kirkens stab.

Hybel taler varmt for selvagtelse og egenkærlighed. Han har taget den frafaldne Robert Schullers tanker til sig og har også været taler i Schullers kirke. Ligeledes er han glad for Pat Robertson og Chuck Colson, der er store sympastisører af den katolske kirke.


Læs også nedsablingen af Alpha her.

Man får indimellem en virkelig dårlig smag i munden over sine medkristne. Total selvbeskyttende og angstmotiveret paranoiateologi.

BØH - der kommer en katolik!

Jesus og Josefine
Julen er så småt ved at snige sig ind på os. Amagerbrogade har allerede fået juleudstyret op, og TV2 er begyndt markedsføringen af deres julekalender: Jesus og Josefine. Det ser lovende ud, i pressemeddelelsen skriver de: "For første gang i tv-julekalendernes historie er der tale om en julekalender, der tager direkte udgangspunkt i det julen handler om, nemlig Jesus."
Jeg er dog alligevel lidt skeptisk, og meget spændt på at se HVILKEN Jesus de har valgt at portrættere.
I går aftes så jeg et afsnit af Signe og BS på afveje. En ikke hel dum bemærkning kom fra BS: "man behøver ikke have kontrol over situationen, så længe man har kontrol over sig selv."
...betyder 'jeg tror'. Men hvad vil det egentlig sige at tro? Tor Nørretranders er ude med en bog om ateistisk tro og har sikkert en masse gode pointer. Men tro er ikke bare noget almindeligt, det er også ualmindeligt. Læs dette fra en prædiken af Martin Herbst om den egentlige betydning af credo:

"På latin betyder udsagnet "jeg tror" "credo". Et lille ekko af dette har vi i det danske ord 'kredit', som man jo kun giver til folk, man har tiltro til. Kort sagt, 'credo' er det latinske ord for 'at tro'. Og her er det interessant, at selve ordet 'credo' faktisk er en sammentrækning af to ord, hvoraf det ene er 'cor' og det andet er 'do'. 'Cor', er det latinske ord for 'hjerte'. Den sidste del i 'credo', 'do' er det latinske ord for at 'at give'. Så grundbetydningen af udtrykket 'credo', 'jeg tror', er altså, 'at man har givet sit hjerte', at man har anbragt sit hjerte, der er selve kernen af ens personlighed i hænderne på en anden. Som bekendt er det fra hjertet, at kærligheden udgår. Så tro og kærlighed er uadskillige. Hvor der er tro, er der kærlighed og hvor der er kærlighed, er der nyt liv. Jeg finder det berigende og opløftende, at selve ordet tro har denne grundbetydning: "At give sit hjerte". Det drejer sig altså ikke om en eller anden intellektuel antagelse eller en mere eller mindre videnskabeligt underbygget formodning. Og troen bliver ikke større eller mere ægte af, at det man tror på, er noget aldeles fantastisk. Nej, tro kan ikke gradbøjes, for tro er tro. Tro er en måde at eksistere på, en livsbekræftende handling hvormed man giver sig selv, hele ens jeg og hjerte til det eneste som er ens hjerte værd, nemlig til Gud. Og grunden til at vi kan tro på Gud, er jo, at Gud først har troet på os. Kun for så vidt Gud har elsket os og givet sig selv hen for os, kan vi vende vort hjerte mod ham i troen. Så tro er ikke blot, at man antager, at Gud eksisterer, men at man har tillid til Gud og til hans ord. Dette har været kendetegnende for det kristne trosbegreb lige fra begyndelsen. Da de første kristne således ved dåben blev spurgt, om de troede på Gud, faderen, opfattede de det overhovedet ikke som om, det drejede sig om, hvorvidt de nu troede på, at en gud i faderskikkelse eksisterede. At en sådan guddom fandtes, var en selvfølge for alle i den antikke verden, både for kristne og ikke-kristne. Nej, spørgsmålet var snarere; "Har du givet dit hjerte til Gud som til din far?" "Har du givet dit hjerte, din sjæl, dit allerinderste til Jesus Kristus?" "Har du?" Og i så fald, "vil du da døbes på denne tro?" Vendt mod venstre fremsagde dåbskandidaterne så forsagelsen af djævelen for derefter – vendt mod højre – at stige ned i dåbsvandet og op til en ny tilværelse, et helt nyt liv. To tusind år er der gået siden da. Men tro er tro, dåb er dåb og spørgsmålet ved dåb, som også rettes til os, der er døbt er anledning til eftertanke og selvransagelse: "Har du givet dit hjerte? Har du givet dit hjerte, din sjæl, dit liv til Gud som han har givet sig til kende i Jesus Kristus takket være Helligånden?" "Har du?" "Og hvis du har gjort det – vil du da holde dig til denne tro?" "Vil du da leve i denne tro?"
Evangeliet svarer: Ja, ved at tage Jesus på ordet. Amen."


kirkens DNA
Illustration: Thomas Bjerg Altermirano

Denne model for kirke er hentet fra et at 90ernes kirkesucceser, megakirken Saddleback, der bygger hele kirkestrukturen op omkring disse 5 fundamentale formål. Læs mere her: Purpose Driven Church.

Tanken er at alle 5 elementer skal være tilstede i et eller andet omfang hvis der skal være tale om sand kirke. Koncepttænkningen fra Saddleback (og Willow Creek for den sags skyld) kan dog forekome noget moderne
for en POMO som mig, men når det sættes sammen med DNA-metaforikken, syntes jeg der tilføres både dynamik og noget organisme-tænkning, der gør at det hele lander ret godt. Eller hvad???
I går var jeg til temadag med Pete Ward – forfatter til bogen 'Liquid Church' arrangeret af CUR.

Begrebet 'liquid culture' kommer fra den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman der arbejder med at sprogliggøre paradigmeskiftet mellem modernitet og postmodernitet. Forandringen fra dyrkelsen af det faste til dyrkelsen af det flydende er netop karakteristisk for dette paradigmeskifte. Fordi det postmoderne landskab på en helt anden måde end det moderne formår at indoptage kaos-elementet, det usikre, det fremmede, forandringen, flerheden og kompleksiteten, er 'vand' meget bedre som metafor for kulturen end 'sten'. Alt dette er en enorm udfordring til kirken mener Ward. Kirken bør holde op med at definere sine værdier og idealer udelukkende ud fra en modernistisk tænkning og i langt højere grad indoptage det flydende som et positivt og konstruktivt vilkår.

Kirken bør holde op med at definere sin identitet udfra rituelle aktiviteter der foregår et bestemt sted på et fastlagt tidspunkt, og i stedet tænke kirkebegrebet i de relationer og i den kommunikation og interaktion der udspiller sig når mennesker samles og lever i Kristus. Dér er kirken - uanset hvor denne kommunikation finder sted rent geografisk. Dermed bliver kirken også til et udsagnsord frem for et navneord. Kirke er derfor ikke noget man kan 'gå i' eller 'komme til' for kirke er noget man er og noget man gør.
Endnu en fuldtræffer fra Carstens blog. Læs "Computeriseret kristendom".

Iøvrigt er vores blærbar blevet særdeles ufølsom. Den nægter at reagere når jeg trykker på bogtavet mellem a og d. Eller også reagere den sådan: ssssssssssssssssssssssssssssssssssssss. Jeg håber det er en virus for det kan gå hen og blive dyrt hvis jeg skal ha håndværker i maskinen. Indtil videre må jeg klippe og klistre.
Fik forleden denne hjemmeside henvist om livet og kærligheden. Digtene er af Bertil Martinsson - og de er GODE, hør her:

Selvisk bliver den som ikke elsker andre
og derfor ikke forventer at blive elsket af nogen.

Selvdestruktiv er den som ikke vover
at se sin modstander og derfor slås mod sig selv.

Selvopofrende er den der tilsidesætter sine egne mål
for at virkeliggøre andres.

=========================

Mine ord kan kun skræmme dig,
hvis du er frygtsom i forvejen.

Mine ord kan kun gøre dig bedrøvet,
hvis du i forvejen har sorg i hjertet.

Mine ord kan kun irritere dig,
hvis du forvejen er gal i hovedet.

Mine ord kan kun såre dig,
hvis du føler dig såret i forvejen.

Mine ord kan kun vække din glæde,
hvis glæden allerede er din.

Min kærlighed kan kun nå dig,
hvis du i forvejen elsker dig selv.

Jeg synet virkelig jeg selv har fået noget at tænke over her. Tit fremstilles kærligheden som sukkersød plidder-pladder eller som noget selvudslettende. Men kærligehed er i familie med sandhed, ægthed og frihed. Og den går både indad og udad: "Elsk min næste som mig selv" sagde Jesus. Som mig selv!!! Hmmm.
Jeg blev for noget tid siden bedt om at skrive en artikel om 'kravene til fremtidens kirke' til et af missionsforeningernes blade. Jeg brugte meget tid på artiklen, men efter at have afleveret den, fik jeg den retur med en række spørgsmål, og det hele endte med at den ikke blev bragt. Hmmm - den handlede ellers om konturerne i det postmoderne landskab, kirkens forandringsbehov, det almindelige præstedømmme og et opgør med den voldelige kristendom.
Jeg tror 'kommunikationssammenbruddet' mellem mig og dem dels skyldes min uforsonlige og dømmende attitude (min voldelighed idiot) og dels deres manglende evne til at tænke uden for vante kategorier. Døm selv. Læs hele artiklen her.
Her kommer et par citater fra bogen: 'The Church on the Other Side' af Brian McLaren:
- Change your church's attitude towards change, and everything else will change as it should.
- If a method solves the problem, it will itself become the problem sooner or later when an even newer method will be needed to replace it.
- Gods truth is credible to the world only when it sees a community shaped by the truth... If the gospel is to be heard, it must also be seen. (Stanly Hauerwas)
- In the new church, I belive we will stop fighting the fluidity.
- The challenge is to turn a secular atheist (or a secular nominalist for that matter) into an enthusiastic student of the wisdom ans ways of Jesus Christ.

Citaterne er fra de første tre kapitler i bogen. Længere er jeg ikke kommet.