august 2004


Vi lever i en hyper-tid. Der er pres på alt. Hvor er det hellige rum i vor tid? I gamle dage havde kirkerne et sakristi. Det var et rum hvor præsten gik ind for at søge Gud og stilheden, et rum hvor han kunne forberede sig. I dag er sakristiet "et rum hvor de ting der hører til gudstjenesten, opbevares" ifølge Nudansk ordbog - trist ik'.
Vi har behov for at genopdage den gamle betydning af sakritstiet, og ikke bare præsterne men os alle. På sakristiet.dk har man netop forsøgt dette. Et rum i hjertet af Nørrebro. Klik forbi og se en kort video, kig forbi og erfar det hellige rum med alle dine sanser...

Se også linksene under 'spiritualitet' på denne side, Natkirken, Holyspace, ReJesus, The Labyrinth, Sacred space, Embody anbefales også!
170 kirker over hele Danmark inviterer danskerne til aftensmad onsdag d. 8 sept. Hvis du er sulten den dag kan du finde en kirke med kog under gryderne nær dig her. Arrangementet er et PR stunt for ALPHA-konceptet, som er succesfuldt indføringskursus i kristendommen - for voksne! Anbefales meget.

Klik på dette geniale billede. Kunstere: Da Vinci / Altamirano
Dette er noget vi har underskud af på vore breddegrader. Den egentlige grund til at mange danskere døber deres børn er fordi mor, svigermor eller bedstemor har ønsket det (ifølge en overskrift i KD denne sommer). Dem vil vi for alt i verden ikke skuffe. Vi lever derfor i et land med en stærk tradition for dåb, det er ligefrem sådan at ikke-dåb er en mere krævende og mere opsigtsvækkende beslutning end dåb. Hmm… hvis det er sandt at der i reglen er et modsætningsforhold mellem kvantitet og kvalitet, så burde 'dåbsforbruget' i den danske kultur vække bekymring.
"Gør dem til mine disciple" sagde han, "idet I døber dem…" Hmm… Det er ikke just discipelskab og efterfølgelse der fylder tankerne i de flestes dåbsforberedelser.
Jeg har ikke nogen universalløsning på det antydede problem. Skam den kirke der hindrer mennesker i at komme ind i Guds rige fordi dens krav er for høje. Omvendt kunne jeg altså godt tænke mig lidt mere dåbsintegritet i dette land.

Doktor Luther der i sin tid revolutionerede kristendommen og banede en vej for kirken ud af den mørke middelalder, startede sit reformprojekt med at offenliggøre de berømte 95 teser om kirke og kristendom.
Jeg har længe linket til en side med 95 pomo teser for kirke og kristendom. Forleden blev jeg gjort opmærksom på at mit link ikke længere duede og har nu fået det opdateret. Denne side er på mange måder et besøg værd. Jeg har været igang med at oversætte dem men er løbet ind i problemer med tese 19 "dog-and-pony show", 26 "huckstars", 29 "de-cloak", 59 "command-style management"... Er der nogen der kan være behjælpelig med oversættelser?
er titlen på en lille bog fra jeg i dag fandt på et loppemarked i nabolaget. Jeg glæder mig især til kapitlerne: 'Når generation X bliver familie´- 'Pater Familias - Familiefaderens storhed og fald' og 'Familiens åndelige krise'. Læs mere om bogen her.
Det er ikke let - det gode liv, skal jeg hilse og sige...
vi er lige kommet hjem fra en hyggelig aften hos et vennepar hvor han også er teolog. Vi kom til at snakke om jobvilkårene som præst i dansk kirkeliv. Han konkluderede at man som præst i folkekirken godt må tænke, men ikke må handle, og at man i frikirkerne godt må handle, men ikke tænke. Hvor er der plads til os der både vil tænke og handle?
10 dage uden aktivitet på bloggen. Det er vist rekord. Lad det ikke ske igen!
Så til pippet: Hvordan kan det være at landets biskopper har en hyppig tendens til at omtale Gud som Vorherre? Jeg hader det udtryk. Det er så upersonligt. Vorherre er en minimal Gud som alle kan blive enige om. Vorherre er ikke min Gud men vores Gud, kulturens Gud, danskhedens Gud... Vorherre er en Gud på taget...
Jesus kaldte ham far. Men 'Jesus' er de nu heller ikke vilde med, de foretrækker at kalde ham 'Kristus', eller 'ordet'. Det er jo ikke forkert, men hvorfor ikke bare kalde ham Jesus en gang imellem? Hvornår har en dansk biskop sidst sagt 'Jesus' offentligt?
En af de spekulationer eller bekymringer som jeg har brugt mest tankeenergi på de sidste par år, er forholdet mellem kirkens universalitet, dvs dens almindelighed, dens bredde, det inkluderende - og dens partikularitet, dvs dens særegnethed, dens snæverthed, det ekskluderende. En populær holdning er at kirken bare skal være bred, rummelig og forkynde det universelle budskab om Guds kærlighed til alle. Det er folkekirken i øvrigt god til. Mit problem ligger i en stærk overbevisning om at dette kun er den halve sandhed. Har man sagt A må man også sige B, og kristendommens 'B' er forkyndelsen af det partikulære, det konkrete, den historiske manifestation af Gud i jøden Jesus. Denne forkyndelse er de bedre til i frikirkerne og i missionshusene efter min mening. Problemet er dobbeltsidet fordi en forkyndelse af partikulariteten uden universaliteten er nærmest ond og uudholdelig, mens en universel forkyndelse uden partikulariteten egentlig bare er humanisme eller panteisme eller måske ateisme.

Nuvel – jeg bekymrer mig og spekulere videre, men denne lille sentens fra en Emerging-Church-konference i London sidste år hjælper lidt: "The invitation is inklusive, the application is eksklusive".

"Hey Jesus, must have been some Sunday morning
In a blaze of glory
We're still telling your story..."

Lee Ann Womack, Something Worth Leaving Behind
Refill 2004 programmet har været på gaden et stykke tid, men er først nu blevet opdateret på denne side. reflekteret passion er årets overskrift på landets bedste kirkelige teenage- og ungdomslederkonference. Igen i år er der besøg fra St.Thomas Church i Sheffield. Og meget mere....
Vi er på boligjagt. Dvs. vi er i drømmefasen. I den forbindelse er det klogt at blive klog på sine bolig- og livsstilsværdier. Er man til det pulserende storbyliv eller vil man hellere have et hus med køkkenhave og flagstang? Vi er mest til det sidste.

Men et hus med en amerikansk 'porch' er også noget jeg kunne tænke mig. De fleste huse herhjemme har dog ikke meget forhavekultur, men derimod meget baghavekultur. Omme bag huset, afskåret fra naboer og andre forstyrrende elementer findes hyggepletten. Foran huset er der sjældent liv, kun facade.
Hvorfor har vi danskere et så stort behov for at være os selv, være hjemme, være alene og for at beskytte os?

Jeg er dansker, så jeg kunne også tænke mig et hus med en god uforstyrret hyggeplet bag huset. Men jeg kunne nu også tænke mig en god bænk foran huset, så man både kan få en snak med naboen og med posten. Er det at skabe og investere i sociale relationer ikke et af livets grundformål? Der er så medet adskilthed i denne verden, og ligusterhækken gør det ikke bedre. Jeg tænker at siden Guds selvåbenbaring, har det været Hans dagsorden at forbinde og genoprette alt det der har været adskilt. Jeg vil gerne, i det mindste forsøge, at indtænke noget af denne åndelige værdi ind i det hus der vil komme til at forme en stor del af min/vores kommende tilværelse.