Viasacro

I århundreder har hele menneskets tilværelse og eksistens været hængt op på det ene formal: at finde brød. Dagliglivets gøremål fra tidlig morgen til sen aften – syv dage om ugen handlede om at brødføde sig selv – om basal overlevelse.
I det 20. århundredes velfærdsstat er det lykkedes for et helt samfund at bevæge sig nogle trin op ad behovspyramiden. Nu er det kun 37 af ugens 168 timer der bruges på indkomstsikring. Der er virkelig tale om et suverænt fremskridt. Det eksistentielle spørgsmål: "hvad trænger verden til for at blive det ideelle sted for mennesket at leve i?" kan ikke længere besvares med "brød". Men hvis det ikke længere handler om at finde mad, hvad handler tilværelsen så om? Et af vore tids problemer er – tror jeg – at vi ikke har fundet et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Er det selvrealisering? Er det religion? Er det materiel lykke? Er det: lev stærkt – dø ung? Eller er det hele bare meningsløst?
Det 20. århundrede har haft mange svar på dette spørgsmål: kapitalisme, marxisme, socialisme, velfærdsstat, diverse former for religiøs og politisk fundamentalisme og ateisme. Alle disse svar afvises af det postmoderne menneske. Spørgsmålet hænger stadig derude. Som kirke skal vi være meget forsigtige med at komme med hurtige svar hvis vi skal være en troværdig samtalepartner i denne eksistentielle jagt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad min nabo sagde den anden dag: det hele handler om to ting: 1) kærlighed, 2) at finde tilbage til Gud. Hvis verden (kosmos) skal være det ideelle sted for mennesker at opholde sig i, trænger den til kærlighed og til at finde tilbage til Gud. Jesus er netop disse to ting. Kærlighed og vejen tilbage til Gud. Da han blev fristet af Satan (læs Matt. 4:1-11) modstod han tre svar – tre løsninger – på menneskers eksistentielle tørst: 1) brød, 2) religion og 3) kultur. Som kirke må vi også modsætte os disse løsninger. Livet er mere end jagen efter brød, livet er frit og skal ikke stænges inde af religionens spændetrøje, og mest relevant i vores tid, livet er mere end den verdslige stats velfærdssamfund. Jesus svarede Satan med: "Der står skrevet, 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene'." Jeg er i den grad overbevidst om at der ikke kan svares tilfredsstillende på det eksistentielle spørgsmål uden at Gud bliver en del af svaret. Det handler om at finde tilbage til ham.

"Hvis man føler fremtiden som modvind, så går man i den forkerte retning"
Rolf Jensen, direktør for institut for fremtidsforskning.

1 svar på Fremtiden

1. ll siger:
   Tirsdag d. 02/03-04 10:09

   test

Man skulle tro at den næstbedste løsning kun lige er en smule ringere end den bedste løsning, og at der egentlig ikke er nogen nævneværdig forskel mellem de to løsninger. Men det er der!
Der hviler en forbandelse over den næstbedste løsning, for denne løsning er så sød og tillokkende at den bliver den primære årsag til at mennekser stiller sig tilfredse med det næstbedste og aldrig for alvor søger mod det beste. Havde den næstbedst løsning været stinkende dårlig ville folk søge mod det bedste, problemet er at det er den sjælden.
Det næstbedste er ovenikøbet lettere tilgængeligt, denne løsning kræver ikke så meget som den bedste og der er mange der foretrækker det næstbedste. Man ser det i kulturen. Vores samfund er bygget op med mennekset og dets behov i centrum. Det begyndte for 300 år siden og mennesket har siden opbygget en tilværelse hvor det efterhånden har fået underlagt sig alt. Tilværelsen i den vestlige verden er en god løsning. Det er en rigtig god løsning. Vi har enorm velstand og er ikke rigtig truet af noget bortset fra sars og Bin-Laden. Men det er kun den næstbedste løsning, for det er en løsning uden Gud. Mennekser idag har ikke brug for Gud i deres livfortælling fordi de har nok i sig selv.
Man ser det også i kirken. Folkekirken er sikkert den næstbedste løsning. Der er uanede muligheder og potentiale for at forkynde evangelitet. Men er det den bedste løsning? En har engang sagt: "Kirken er kaldet til at være idag, hvad verden er kaldet til at blive til ultimativt". Er folkekirken (og frikirkerne for den sags skuld) nutidens ideal for fremtidens samfund? Jeg tror det ikke.
Sålænge den næstbedste løsning for lov at stå uanfægtet vil den altid være den primære hindring for at mennekser finder ind til den bedste løsning.
God jagt - efter den bedste løsning.

Pure Intimacy er en stærk og ressource-rig side der hjælper mod fristelsen til porno og sex på nettet. Kong Salmon spurgte engang retorisk: "Hvis man går på glødende kul, bliver fødderne så ikke forbrændt?" (Ordsp 6,28) Jo de gør, ihvertfald for de fleste mennesker. Meditere over dette fra Paulus:

"I øvrigt mine brødre,
alt, hvad der er sandt,
hvad der er ædelt,
hvad der er ret,
hvad der er rent,
hvad der er værd at elske,
hvad der er værd at tale godt om,
kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde." (Fil 4,8)

Og besøg evt. Pure Intimacy (siden er på engelsk!) hvis du er en af de mange med svag modstandkraft overfor pornografi.

PS: er der nogen der kender noget tilsvarende på dansk?

Jan har lavet en tæller til denne blog og den har nu over 10 besøg om dagen. Det syntes jeg er mange når man tænker på at den kun har været online i ca 3 uger. Tak!

Hvis livet er et spil, er Gud så udenfor spillet eller en del af spillet?

Kommer lige fra hyggelig familiefest i Jylland på en bondegård med 2 skorstene. Niels Peters 60 års fødselsdag. "Alle gode gaver…" og derefter forret, hovedret og isdessert. Onkler og tanter. Taler til fødselaren, hjemmelavede festsange og sange fra højskolesangbogen. Bl.a. "Jeg elsker den brogede verden". Vers 3 lyder:

Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast.
Men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!

Det er paradigmeskifts-sprog venner. Smerte-sprog. Smerten der kommer når ens boble brister. Når man erkender at nogle af de ting man har gået og troet på, ikke holder udenfor ens eget lille selvvalgte univers. Men denne smerteerfaring af bristede bobler er også en dyb livserfaring. Verden – kosmos – er større end min boble. Det erkendes kun hvis boblen springer. Indtil den springer er verden lig med boblen.
Må vores bobler springe. Må vi erfare verden, troen, livet, kristendommen og Gud som de virkelig er.
Sangen fortsætter med nogle vers som Eminen ikke kunne skrive bedre (det kunne være fedt at høre disse vers i en rap-version og få den harmoniske højskolemelodi rystet fra):

Var livet en dans på roser,
mon alt var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vej jeg og du?

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død.

"At turde er at miste fodfæste for en stund,
ikke at turde er at miste livet"
Søren Aaby Kierkegaard

I disse år skyder nye menigheder op rundt omkring i Danmark. Det er meget spændende at følge med i. Besøg fx Kolding Valgmenighed og læs præsten Henrik Nordborgs 10 bud for kirken i det 21. århundrede. Eller surf forbi den nye valgmenighed i Århus Bykirken og læs deres vision og strategi. Sidste nye skud på kirkenstammen er Re:gen, en ny ungdomskirke i København.
Vineyard, Københavnerkirken Århus Valgmenighed, og
Brorsonskirke, er også nye (og mindre nye) kirker med en masse nytænkning. Bestemt et besøg værd.
Lad os se mere af denne slags. Danmark har brug for flere nære og autentiske åndelige fællesskaber. Lad os udfordre den gamle kirkes monopol og systemtænkning!

"Som man tror, sådan ber man. Og som man ber sådan bliver man."
Fra Anders Hyldgaards blog.

"De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham" Maria fra bibelen, og en postmoderne kristen.

Forfatter og fremtidsforsker Rolf Jensen har et motto. Det lyder: "Jeg forbeholder mig ret til at blive klogere - også med kort varsel." Han skrev for nogle år siden succesbogen "The Dream Society" der handler om hvordan følelser vil afløse facts som fremtidens afgørende beslutningsfaktor. (Det lover godt for en følsom fyr som mig.)
Forandringerne er kommet for at blive. Vi er på vej ind i en flydende kultur. Forandring og bevægelse bliver grundvilkår vi må lære at leve med.
For kirken handler det om konstant at være indstillet på Guds ledelse. Det handler om at stille hvad-spørgsmål til Gud frem for hvordan-spørgsmål. (Hvad er kristendom, hvad er bibelen, hvem er Jesus, hvad er tro…) Hvis vi kun har hvordan-spørgsmål til Gud har vi selv taget ledelsen og lagt afstand til foranderligheden. Hvad-spørgsmål er mere risikofyldte end hvordan-spørgsmål. Hvad-spørgsmål rummer ingen forudantaget svar.
Jeg tror på en levende og dynamisk Gud der vover sig ud i interaktion med os mennesker. Det betyder at Gud fra vores perspektiv er foranderlig. Og det betyder at kirken må være foranderlig. Den forandringsparate kirke anerkender at den kan blive klogere. Derfor er tilstanden med vedvarende forandringer ikke nødvendigvis noget vi skal frygte.

“If you're free you'll never see the walls
If you're head is clear you'll never freefall
If you're right you'll never fear the wrong
If you're head is high you'll never fear at all"

Omkved fra Audioslaves “Exploder"
(tak til Dennis)

Derfor er bloggen stille. Besøg nogle andre i stedet for. Bed fx en online bøn på post a prayer eller besøg David Hopkins blog: Monkhouse Han skriver bl.a.:
“The world does not need another preacher. We all have our stories. Yours are just as important as mine. You share your stories. I'll share mine. We'll put the preachers out of business."

Flere links nedenfor!
Pax!

Pfingsten er pinse tysk. Det lyder lidt sejere. Jeg var engang i en pfingstenkirche i Hamborg for at høre Nicky Cruse (ham bande-lederen med springkniven fra N-Y).
Pinsen bliver kaldt den glemte højtid. Det er nok fordi vi lutheraner først og fremmest er påskekristne, og at vi ofte har en tendens til at reducere pinsen til et vedhæng, et åndeligt appendiks til kristendommens egentlige indhold (påsken?). Det er ikke særlig smart fordi kristendommen dermed får slagside hen imod det romantiske. Pinsen står for mig som et boldværk imod den forfinede, intellektuelle og harmoniske kristendom der helst ikke skal komme for tæt på – der helst ikke må blive snavset af sære mennesker og levende karismatiske menigheder.
Luther sagde at lutheranere var gode påskeprædikanter men dårlige pinseprædikanter (Agne Nordlander, Hellighed, s180). Mon ikke dette stadig er karakteristisk for vores moderne og oplyste folkekirke? Det er egentlig også meget forståeligt, for pinsen insisterer på en karismatisk radikalitet som kun få tør vove sig ud i. Da præsten John Wimber blev overbevidst om at fysisk helbredelse var en konkret og afgørende del af evangeliet, begyndte han at bede for de syge til hver gudstjeneste. Først efter 10 måneder (hvor mange udvandrede fra menigheden) indtraf den første af utallige overnaturlige helbredelser. 10 måneder er lang tid at gøre sig til grin i uge efter uge.
Pinsen udfordrer os til at udleve vores kristendom på en konkret måde. Vi skal vente på Gud (som apostlene måtte vente i Jerusalem), men jeg tror meningen er at vi skal vente aktivt og ikke passivt. Jeg tror vi skal insistere på pinsens radikalitet, men dog uden at falde på halen for en bestemt religiøs spændetrøje. Det er Gud vi skal vente på – ikke på os selv eller vores tro. Men denne venten skal være aktiv. Vi skal være som patriarken Jakob der sagde til Gud i en slåskamp: "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig" (1 Mos 32). Lad os på samme måde kæmpe med Helligånden, og sige til ham: "jeg slipper dig ikke før du velsiger mig". Måske varer kampen en hel nat? Måske 40 nætter? Måske 10 måneder? Måske hele livet? Jeg tror at hvis vi ikke vil gå ind i denne kamp kan vi være ret sikre på at pinsens særlige velsignelse også udebliver.

God pfingsten!
May the force be with you!

Der findes ikke vildt meget kirkeligt nytænkning i Danmark. Dette skyldes måske at alle Danmarks pionerer emigrerede til USA eller downunder i begyndelsen af forrige århundrede. Vi der er tilbage er en nation af bosættere. Vi trives med det jævne, holder meget af status quo'et og er ikke til de store forandringer.
Der er en masse bosætterkultur i dansk kirkeliv. Bosættere er gode til at konsolidere kirken og de har forstand på at administrere og vedligeholde. En bosætter-kirke er ofte smuk og æstetisk men er sjælden radikal. For bosætterne er kirkens rummelighed en dominerende værdi, og det overordnede mål syntes at være konserveringen af kirken.
Der er som sådan ikke noget galt med bosætterkulturen, jeg mener bare at tiden i dag udfordrer os til en kirkelig pionertænkning. Hvis kirken skal have en fremtid har den simpelthen ikke råd til at forblive i bosætterkulturen. "Thi således elskede Gud verden…" Denne verden som Gud elsker og gav sin søn for, er i dag et andet sted end før. Verden er kommet ud på den anden side af oplysningstiden og moderniteten. Dette nye landskab er ukendt, men det skal udforskes og kristendommen skal ind og blive en del af det. Som kirke må vi rive nogle teltpløkker op og vove os udenfor den kristne bosættelse.

Jeg har netop læst en god artikel om etik af metodistpræsten Lars Ulrik Jensen. Han skriver at etikken ikke kan læres med at den kan opdrages frem. "Man kan ikke banke etik ind i et menneske som vi kan med viden". Etik skal ikke bankes ind men bankes ud - underforstået: at der allerede i mennesket er etisk potentiale. Det fik mig til at tænke på den værdiændring vi for nogle år siden formulerede omkring den åndelige undervisning i SUK. Vi ville gå fra informationsorienteret undervisning til transformationsorienteret undervisning. Det er en rigtig fin målsætning. Men hvad er det blevet til? Er det ikke sådan at meget af undervisningen stadig er informativ envejskommunikation? Vel er der altid et par gode spørgsmål fra plenum, men hovedvægten er stadig lagt på taleren og dennes budskab. Måske skulle vi prøve at tænke nye tanker for undervisningsformen i SUK. Måske skal du møde op med den forventning at du som discipel af Jesus ligeså meget skal undervise som undervises. Nu er jeg ikke tilhænger af anarki hvor alle bare råber i munden på hinanden. Jeg tænker her på den undervisning du med dit liv, dine handlinger, vaner, holdninger, prioriteringer og spørgsmål udgør.
Discipelskabet skal ikke bankes ind i dig, men ud af dig. Måske skulle vi højere grad prioritere aktioner og aktiviteter i lokalområdet så discipelskabet kan synliggøres og få liv frem for møder, taler og mere undervisning. Vi har snakket meget om "mælken" kontra "det faste føde" (1 kor 3,2), og vi har tænkt at mælken er letfordøjelig undervisning og den faste føde er dyb og sværforståelig undervisning. Måske er denne tolkning en misforståelse. Måske er mælken et billede på en kristendom der kun er i modtager mode og den faste føde et billede på autentisk efterfølgende kristendom hvor discipelskabet tages alvorligt.

Her kommer et udpluk af de bedste links om kristendommen i en postmoderne tid. God fornøjelse!

www.emergingchurch.org
www.futurechurch.net
www.next-wave.org
www.ginkworld.net
www.theooze.com
www.leonardsweet.com
www.newway.org.uk
www.nextreformation.com
www.phuture.org
www.postmission.com
www.thefuturechurch.com
www.churchnext.net
www.alternativeworship.org
www.ekklesia.dk

og et par gode artikler på dansk:

- Fremtidens Kirke
- Om at drive mission eller at være mission

andre blogs om samme emne:

Carsten Riis Jensen: www.riisjensen.dk
Morten Josefsen: onslowlookalike.blogspot.com
Ny ungdomskirke i Kbh: www.re-action.blogspot.com
www.organicchurch.org.uk
Johnny Baker jonnybaker.blogspot.com
Jordon Cooper www.jordoncooper.com
John O'Keefe ginkworld.blogspot.com
Karen Ward www.deepdirt.blogspot.com