april 2004


Jason Clark har skrevet en meget fin analyse af kirkens situation i den fremvoksende kultur. Jeg føler mig åndelig vakt, og anbefaler meget artiklen til alle der er beskæftiget med hvordan man laver kirke i vor tid.

Han beskriver problemet sådan her: "Our churches are locked in a culture and belief system, produced by modernity, that our western world, by and large, no longer inhabits, leaving our churches irrelevant."

Og citerer derefter Alan Jamieson, forfatter til Churchless Faith, "I have suggested that our Christian faith can go through times of serious deconstruction, doubt, critique and darkness. In so doing, space is made and a gap is formed in which God can do a new thing.".

JC argumentere for at det ikke alene drejer sig om en reform af kirkens ydre form og metode, men om at reformere vores forståelse af hvad det vil sige at være kristen i dag og efterleve et discipelskab af Jesus.

Fra konklusionen:
My argument is that the emerging church must engage in rethinking it's content, and then contextualising that by forming churches around missional principles and using the communication tools of our culture.
In practice that might look like;
1. Message: A new theology and understanding of what a Christian is, beyond pray a prayer and go to heaven when you die. A soteriology that connects us to God, the world and each other, and that draws people into a way of life, something to live for.
2. Medium: That message needs to be formed in community, missionally, real mission, not just talking about it. Doing church together, gathering to worship, take the sacraments, teaching, sharing stories, and then relational servant evangelism, investing in the people around us. Seeing shared intimacy with Christ and involvement in our communities.
3. Market: Then relevancy, by doing things a in a way that help people have a dominant peer group that is able to communicate with the culture, using, symbols and language people can connect to.


Jason Clark kommer i øvrigt til Danmark i uge 27, se her.
Der findes efter sigende flere end 22.000 forskellige kristne trosretninger. Her er nogle af de største trosbekendelser (link). Når man tænker over det, er det jo fantastisk at jeg lige præcis er med i den der er rigtig... LOL!
Om kort tid indvies Danmarks første mormontempel på Borups Allé, Frederiksberg. I den anledning inviteres offentligheden indenfor til et lille kig (der er åbent hus 29/4-15/5 fra 10:00-21:00 – søndage undtaget). Jeg havde i går mulighed for at deltage i en sådan rundvisning.
Umiddelbart blev jeg imponeret. Alt er gennemført. Ombygningsprisen har vist været 60.000,- kr. pr/m2. Det såkaldte celestiale værelse (templets største og vigtigste rum) var til gengæld ikke særlig stort og mindede mest om en fin hotellobby eller et sideværelse til det ovale kontor i det hvide hus. Det ramte i hvert fald ikke min himmelassociation. Tanken er at medlemmerne her kan sætte sig i en af de bløde sofaer og meditere over livet og kærligheden.
Egentlig oplevede jeg mormon fællesskabet mere som en loge end som en kirke. Moral, borgerlige dyder, familie, renhed og præsentabelt ydre er nogle af de centrale værdier, og det er sådan set fint nok. Verden ville helt sikkert være et pænere sted hvis alle var mormoner, og jeg må indrømme at jeg tror det er muligt i et vist omfang at ændre mennesker ud fra konceptet 'fake it until you make it', altså noget med at ændre det ydre for derigennem at ændre det indre. Jeg vil også tro at bevægelsen vil ha nogen tiltrækningskraft overfor senmoderne mennesker der drages mod totalitære systemer fordi de der finder stabilitet og orden i en ellers kaotisk verden. Det er også ok.
Tilgengæld ku jeg ikke få øje på evangeliet, hverken på deres videopræsentation eller i rundvisningen, og det er trist. Det er også trist at mormonkirken tænker at den alene repræsentere sandt kristendom. Mere info her og kritisk info her og her.
To nye links til ethos-området er blevet tilføjet. Hos Grouphug kan man bekende sine synder online. Det virker lige så godt som skriftestolen, og er selvfølgelig ligeså anonymt. Name it and forget it! Bemærk at der er ikke tale om hyggelæsning.

Hos Radical honesty udfordres man til en radikal livsførelse, nemlig at sige sandheden. Ikke bare 80% men hele vejen. Navnlig denne tanke udfordrer mig meget. Sitet er mest et ressourcested, men der er en meget god og udfordrende præsentation at tankerne især under 'Testimonials' og 'FAQ'. Man behøver ikke købe bøgerne for at komme igang...
Er i gang med at læse nogle artikler af teologen Douglas John Hall om kirken vej ind i dets 3. århundrede. I artikelen "The Church Beyond The Christian Religion" om kirkens gamle nikænske bekendelse (fra år 325) hvori det hedder: Jeg tror på én, hellig, almindelig og apostolsk kirke, skriver han om enheden: "If the oneness of the church means that there is only one way of being the church, only one way of expressing Christian thuth, only one way of living the Christian life, then this mark of the church must be considered one of the most oppressive of Christian techings."…"Oneness is not an ontic, static giveness but a dynamic mutuality that is glimpsed and struggled towards in the honest encounter of Creator with creation, and creature to creature."
Den enhed Hall taler om, er en enhed der formår at leve med skiftende paradigmer for hvordan kirke skal udtrykkes.
en velkomst i bloggerkosmos til Dennis. Tjeck hans site her. Dennis er en klog mand og leveringsdygtig i velreflekterede tanker mm.

I går var jeg til tapning i blodbanken, men jeg fandt ud af at mit blod ikke kunne bruges. Jeg har nemlig boet i England i en årrække og selv om det nu er over 20 år siden er jeg åbenbart i risikozonen for at sprede Creutzfeldt-Jakobs syge. ØV. Jeg tænker bare: godt man stadig ikke bor i England!

Apropos: Hvordan tester man en ko for kogalskab? klik her og få svaret. Den er ret sjov. Muhhh!
I Solvang Kirke er jeg med i teamet der planlægger og evaluerer kirkens alternative gudstjenestekoncept in:tro. Jeg elsker virkelig at sidde der og brainstorme med en gruppe kreative mennesker der længes efter at tilbede Gud på en autentisk måde i en tidsrelevant facon. Men jeg blev meget udfordret af nedenstående uddrag fra Dan Kimalls bog 'The Emerging Church – Vintage Christianity for New Generations' ('vintage' betyder 'årgang'. læs mere her)

Vedrørende debatten om alternative gudstjenester, er det en fejl at fokusere mere på det kreative, hvordan man skaber et organisk flow, og på inddragelsen af erfaringsmæssige elementer, end på at spørge hvordan denne gudstjeneste kan skabe et miljø hvori mennesker kunne tilbede Gud. Vi burde altid spørge hvorvidt interaktive elementer bevæger folk til at tilbede Gud. Fremmer miljøet, og de ting vi har gang i, en mere intens tilbedelse af Gud eller ej?
Hvis du er med i et team der evaluerer alternative gudstjenester, hvad er det så du vurdere din evaluering på? Starter du straks med at evaluere musikken, videoklippet og budskabets længde, eller spør du: "Fik folk et møde med Gud her? Blev Jesus ophøjet? Hvad tænker folk når de går herfra i dag?" Siger folk: “det dér nød jeg virkelig" og “det var en god tale", eller tænker de "jeg fik et møde med Gud i dag", og "i dag blev jeg lidt mere en discipel af Jesus"? Den alternative gudstjeneste må sætte tilbedelsen højere end programmets kvalitet.
(s.115 egen oversættelse)

Noter til, og grafer fra Dan Kimballs bog kan downloades her
Greg Adkins er i gang med et utroligt projekt. På 52 uger forsøger han at skrive og komponere 52 sange. Han er i 'emerging church' branchen, dvs. noget med at tænke nyt omkring kirke og kristendom i relation den postmoderne virkelighed. Han er nu halvvejs og alle hans foreløbige sange ligger som mp3 filer (med tekster) her, og de er ikke så ringe endda. Følg med på hans blog emergingminister, hvor der vil komme en ny sang hver uge, og hvor der i øvrigt også er link til nogle knaldgode ressourcer til alternative gudstjenester. Fx er der et meget flot billedgalleri, men der er også videoclips, tekstfiler og mp3'er med tale/undervisning. Værsgo og dykke...
Jeg fandt denne flash meditation om en ensom mands bitre rejse.

(En eller anden som kan flash skulle oversætte det til dansk, og så skulle vi ha en ressourcebank online med ting til brug i kirken.)
"Jeg behøver Kristus, ikke noget der ligner ham. Ingen forestillinger, ingen blændværker, ikke mit gudsbegreb, men Gud."
C.S.Lewis i 'Sorgens Dagbog'. (Hørt i en påskeprædiken i Solvang)
four minute mileI århundreder har mennesket forsøgt at erobrer 4-minuts-milen, dvs. at løbe en mil på under 4 minutter. Legenden fortæller at man i det gamle Grækenland lod rovdyr jage løberne for at få dem til at løbe hurtigere. De eksperimenterede også med at drikke løvemælk, men efter at have prøvet al muligt konstaterede de at det var umuligt for et menneske at løbe milen på under 4 minutter, og det har vi troet på lige siden. Vores knoglestuktur er helt forkert, vindmodstanden er for stor, lungekapaciteten er for lille, osv. Forestillingen om det umulige havde bidt sig fast.
Men d.6 maj 1954 løb englænderen Roger Bannister (billedet) milen på under 4 minutter og satte dermed ny verdensrekord. Forestillingen var nu brudt. Der gik kun to måneder før en anden løber (John Landy) slog Bannisters rekord, og året efter havde 37 løbere slået de 4 minutter. Det følgende år havde 300 løbere slået de 4 miuntter.
Hvad var det der skete? Man havde ikke fundet en ny måde at træne på, man havde ikke fundet en måde at kontrollere vindmodstanden, menneskets knoglestruktur og fysik var ikke lige pludselig blevet anderledes. Det der gjorde forskellen var holdningen om at noget ikke nødvendigvis er umuligt selv om mennesker har anset det for umuligt i århundreder.



Han er vist kommet for at blive!

[via] opdagede jeg denne interessante bog om den fremvoksende kirkes (emerging church) opgør med det konstantinske paradigme. Bogen er nu kommet på min wishlist. I øvrigt er bogens første kap. gratis tilgængelig her.

Forfatterne beskriver morgendagens kirke som grundlæggende missional og har fundet tre gennemgående karaktertræk, der samtidig beskriver kirkens forskellighed fra den traditionelle (moderne) kirkeforståelse. Endvidere argumentere de for at kirkens forandringsbehov er fundamental. Vi snakker DNA og ikke kosmetik!

1. The missional church is incarnational, not attractional, in its eccelesiology. By incarnational we mean it does not create sanctified spaces into which believers much come to encounter the gospel. Rather, the missional church disassembles itself and seeps into the cracks and crevices of a society in order to be Christ to those who don't yet know him.

2. The missional church is messianic, not dualistic, in its spirituality. That is, it adopts the worldview of Jesus the Messiah, rather than that of the Greco-Roman empire. Instead of seeing the world as divided between the sacred (religious) and profane (nonreligious), like Christ it sees the world and God's place in it as more holistic and integrated.

3. The missional church adopts an apostolic, rather than a hierarchical, mode of leadership. By apostolic we mean a mode of leadership that recognizes the fivefold model detailed by Paul in Ephesians 6. It abandons the triangular hierarchies of the traditional church and embraces a biblical, flat-leadership community that unleashes the gifts of evangelism, apostleship and prophecy as well as the currently popular pastoral and teaching gifts.

We believe the missional genius of the church can only be unleashed when there are foundational changes made to the church's very DNA, and this means addressing core issues like ecclesiology, spirituality, and leadership. It means a complete shift away from Christendom thinking, which is attractional, dualistic, and hierarchical.
Som sagt så vi forleden Mel Gibsons langfredagsfilm. Den er voldsom, men ikke overdrevet som mange har hævdet. Denne gang er det ikke de kriste (bortset fra få protestantiske præster) der protesterer højst over Jesusfilmen, men derimod kulturradikale og humanister. Forståeligt nok fordi filmen er evangelisk.

I går skrev Jakob Olsen, præst i Emdrup Kirke, en udmærket anmeldelse af filmen i Berlingske Tidende, som jeg har tilladt mig at gengive her. Han skriver om smerten, tomheden og ansigtet, bedre kan det næppe siges.

"I lørdags fik jeg også set den omdiskuterede film »The Passion of the Christ«, og efter at have tygget lidt på indtrykket må jeg dels sige, at beskyldningerne mod den for voldspornografi og anti-semitisme ikke holder og dels, at det er en film, der kan berøre mennesker, ligegyldigt hvordan de ser på Jesus. Jeg vil særligt pege på tre elementer, som står stærkt i filmen, og som jeg tror kan fange alle. Det, jeg sigter til, er smerten, meningen og ansigtet.

Smerte er noget vi alle, mere eller mindre, kan identificere os med. Vi kender alle til smerte i vores liv og vi har en længsel efter at den må forsvinde, men smerte synes alligevel at blive fastholdt som en del af denne verden. Smerten i filmen kommer til udtryk på forskellig måde. Oplagt er jo Jesu smerte.

Men der er også smerten hos de mennesker, der er omkring ham. De, der svigter, må bære på smerten over, hvem de selv er. Selve denne udløsning af smerte kan berøre mennesker dybt og vise dem, at de ikke er fuldstændig alene med smerten. Noget, som jo ellers kendetegner smerte, er, at det giver ensomhed; det giver en oplevelse af selv at skulle kæmpe, at være alene i livet.

Smerte synes ofte at være meningsløs, men på en mærkelig måde bliver der alligevel mening i den smerte, vi ser. Ja, faktisk synes det, som om det netop er dér, hvor smerten er, at der er mening.

De, der har magten i filmen, de, der er ovenpå, de, der kan spotte, grine og spytte, hos dem opleves der en enorm tomhed. For en umiddelbar betragtning ser det ud til, at det er spotterne, der har livet i hånden. De er ovenpå. Og dog er der en tomhed og en meningsløshed i deres vold. Dér hvor meningen er, hvor fylden er, er hos ham, der lider. Der er i filmen nærmest en udstilling af tomheden i rå menneskelig magt.

Noget, som fanger mening og betydning, er ansigtet. Vi følger intenst Jesu ansigt gennem filmen, og vi ser, hvordan hans blik fanger andres på vejen og ændrer dem. Vi ser i ansigtet hans kærlighed til de mennesker, der er omkring ham, både før og under lidelsen. Det ansigt står i modsætning til dem, der piner ham, og det er et ansigt, der ikke bare fanger mennesker omkring ham, men også tilskuerne i biografen. Vi ser f.eks., hvordan Simon fra Kyrene, som blev tvunget til at bære Jesu kors, først nægter at have noget med Jesus at gøre, men efter at Jesu øjne rammer ham, ændres langsomt hans adfærd.

Selv for den, der betragter den kristne kirke med vantro og foragt, kan en film som »The Passion of the Christ« give en forklaringsnøgle til dele af den historie, vi alle er en del af, og måske endda et dybere perspektiv på ens eget liv.

Erfaringen af, at den smerte, som giver ensomhed og synes meningsløs, alligevel kan give mening, er med til at give dybde til et liv, som ellers er ved at kvæles i overfladiskhed og rå ønsker om at beherske andre.


Af Jakob Valdemar Olsen, Adjunkt, præst
Ja – i dag er bloggen rundet et lille jubilæum. Ca. 30 (ikke unikke) besøg om dagen siden medio juni 03. Tak for trofastheden, det er ikke så ringe endda. Jeg kan love fortsat at være leveringsduelig i refleksioner og tanker om kirke og kristendom i postmoderniteten.
i aften skal vi se filmen. Dagens bibelord fra JesusNet forekommer særlig relevant: "Jesus tog et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme."" (Matt 26,26)

I aften skal vi se to timers blodig 'tilberedning' af legemet, sådan som Mel Gibson ser det.

I øvrigt spiller han selv en meget lille rolle i filmen. Den romerske hånd der hamrer naglerne i tilhører Gibson. Angiveligt for at symbolisere at Jesus også blødte for Gibsons synd. læs mere her.
Ja det måtte jo komme før eller siden, dette søde lille kitsch'et modspil til vores jantelovsbefængt samfund:

1. Du skal vide, at du er den du er, fordi jeg skal bruge dig, netop som du er.
2. Du er elsket og værdifuld, en perle i min hånd.
3. Du har fået alt, hvad du skal bruge, for at udføre den opgave jeg har til dig.
4. De evner du har fået, er helt specielle, og du skal ikke sammenligne dem med andres.
5. Husk! At den største visdom er at kende mig.
6. Husk! At du er lige så meget værd som alle andre, jeg gør ingen forskel på jer.
7. Jeg har en helt speciel opgave til dig, som kun du kan udføre.
8. Vær god imod andre, så glæder du mig.
9. Jeg elsker dig af hele mit hjerte.
10. Husk! At de evner du har fået, er til at glæde andre med.
Påsken er over os og markerer dermed fastetidens afslutning. Jeg må indrømme at det for mit vedkommende ikke blev til den store fasteerfaring i denne omgang. Selvdisciplin er ikke en af mine største dyder. Jeg har dog reduceret mit kaffeforbrug i denne tid, men det har også hjulpet mig at vi har fået en kaffemølle. Jeg bilder mig ind at kaffen er bedre, selvom den er mere besværlig at lave.
Jeg har også reduceret mit tv-forbrug - og den vane er kommet for at blive.
I det store hele har både min 'faste' og mangel på samme, været en anledning for mig til at tænke over mit liv og mit gudforhold, og det er vel det det handler om.
I denne postmoderne tid er der så mange bud på sandhed, lykke og mening at søgende mennesker starter med at frasige sig alle ideologier, filosofier og religioner, før de selv begiver sig ud på den fundamentale og nødvendige rejse efter mening og sammenhæng. Som en der gerne vil bruge mit liv på at lave kirke, er denne virkelighed meget udfordrende for mig. Jeg genkende selv tvivlen og spørgsmålene til tilværelsen, alligevel er jeg, når alt kommer til alt, dybt overbevist om at manden på korset stadig holder og er relevant for os senmoderne. Jeg er derfor på konstant jagt efter en ny (postmoderne) måde at fortælle den store fortælling på, så den kan blive en del af den enkeltes privatfortælling.

[via] fandt jeg et link til Dallas Willard's tanker om kirkens budskab i denne tid. Fra Rethinking Evangelism:

Citat: “Part of our approach must be to take the serious questions of life, such as “What kind of person ought I to be? How can I become that kind of person?" We should line up the responses to that from any religion or non-religion and put them next to those of Jesus Christ. Put them to the real test of life, and take the one that's best.

For instance, in our culture everyone acknowledges that each of us ought to be a loving, good person. Well, consider how Jesus was that, and how he helps others be that, and then compare that honestly with the others. That is how we will see, not by trying to manipulate. This would mean looking at Hindus at their best, and Christians at their best, etc. If you look at Christians at their worst and Hindus at their worst, there's probably nothing to choose between. But looking at them at their best, we ask, “How does Christ make that difference?" Then I think we have a basis for a good choice."


Udfordringen til os kristne er at svare på spørgsmålet om hvordan Kristus er anderledes end alle de andre - hvis han altså er det!!!

Ordet liturgi kommer af de to græske ord, laos og ergon der betyder "folk" og "arbejde". Liturgi er ikke et ord der er specielt kirkeligt, men betyder noget i retning af "offentligt arbejde". Den første kristne kirke valgte dette ord til at beskrive sin funktion som et folk i arbejde, og signalerede dermed noget om kirkens forhold til det omgivende samfund. Dette forhold går igen i det danske ord messe (højmesse) der på latin missio har grundbetydning "sendelse". Ordene "liturgi" og "messe" var oprindeligt UD-ord, altså ord med fokus på mission.

På græsk findes et andet ord, orgia der ifølge Bergs græske ordbog betyder: "hemmelig gudstjeneste, hvortil kun indviede havde adgang". Dengang som nu, betød ordet "orgie" også "ekstatisk rite af udsvævende karakter", men havde altså hovedbetydningen: "hemmelig gudstjeneste".

Det gør en stor forskel om man ser den kristne tilbedelse (gudstjeneste) som liturgi (et folk i arbejde) eller som orgie (fælles riter i et lukket selskab). Førstnævnte lægger vægt på aktiv deltagelse og åbenhed, sidstnævnte lægger vægt på rituelle servicering og lukkethed.

Eftersom langt de fleste danskere ikke går i kirke ser jeg en risiko for at gudstjenesten efterhånden ændrer sig fra "liturgi" til "orgie". Hvis vi i kirken bare ureflekteret fortsætter med at gøre som vi altid har gjort, risikere vi at afstanden mellem kirkens praksis og folkets sprog og tænkning øges i et sådant omfang at "orgie" vil være et bedre ord til at beskrive det der foregår i kirkerne søndag formiddag end "liturgi". Vi kan ikke længere leve med en konstantiske kirkepraksis (nogle udvalgte gør mens resten = menigheden ser på), når samfundet har afskaffet den konstantinske tænkning (at en dansker er det samme som en kristen, og omvendt).

Må kirken genfinde betydningen af at være et sandt liturgisk fællesskab.

(inspireret af Clapps 'A Peculiar People' (kap. 7) der kommer i dansk oversættelse senere på foråret. Hold øje med forlaget Boedal).
I år 2000 skrev Eddie Gibbs bogen 'ChurchNext - Quantum Change in How We Do Ministry'. Denne bog har om nogen inspireret mig og givet mig sprog for det kirkelige paradigmeskifte der globalt set er undervejs. Bogen er inddelt i disse kapiteloverskrifter:

- From living in the past to engaging with the present
- From market-driven to mission-orientated
- From bureaucratic hierarchies to apostolic networks
- From schooling professionals to mentoring leaders
- From following celebrities to encountering saints
- From dead orthodoxy to living faith
- From attracting a crowd to seeking the lost
- From beloning to believing
- From generic congregatgions to incarnational communities

Nå - men denne Gibbs kommer til Danmark d.3-6 maj. Han vil undervise om ledelsesbehovet i kirkerne midt i denne forandringstid som vores kultur gennemlever.

En-dags-seminar i København d.3.maj, København Frikirke, FIlippavej 3, Frederiksberg C. 9:00-16:30. Pris kr. 200,-. Tilmelding senest 29.april på koebenhavn@apostolic.dk eller 35390202.

Studiedag på Pinsevækkelsens Højskole 4.-6.maj, Hjulhusvej 12b, 9500 Mariager. Pris inkl. kost: kr.1150,- Tilmelding senset 29.april. på kontor@pvhcollage.dk eller 96682668.

Læs en kort omtale af bogen her. Udgaven med Ian Coffey som medforfatter (UK 2001) anbefales.
Eddie Gibbs kommer til Danmark i begyndelsen af maj. Jeg kan ikke skrive mere om det i dag, for folk vil bare tro jeg laver aprilsnar. Mens vi derfor venter på imorgen kan man jo fornøje sig med gamle og nye apriljokes her.

Hvem er Gibbs? Læs et interview her.