Meningen med religionen og spørgsmålet om alles frelse…
Endelig! Seks års teologistuder, to år i præstegerningen og et kirkeligt exit med tre måneders sekulært arbejde skulle der til, før løsningen kom til mig, på det teologiske problem, der har plaget mine tanker i mange år. - Klarsynet kom til mig i bilen på vej ind på parkeringspladsen ved mit arbjede! (den lange køretur mellem Svendborg og Skærbæk har måske alligevel noget værdifuldt at byde på!)
Det teologiske problem der har plaget mig er følgende: hvad skal vi egentlig med kirke og religion, hvis det er sandt hvad, der fortælles, at tilværelsen er gratiøs mod alle, at alle er skabt, villet, elsket… Kort sagt, konflikten mellem fortællingen om den nådefulde Gud, der betingelsesløst tager imod alle, og så på den anden side ideen om at mal lige skal være med i kirken eller religionen for at denne nåde kan virke.
Kirken og for så vidt også de andre religioner, har gennem historien opstille forskellige parametre for at kunne skille fårene fra bukkene. Rigtig meget teologi er blevet produceret på at værne om en kirkeretnings grænser. Dem og os! - Dette er naturligvis et problem, hvis man dybest set er tilhænger af en inkluderende religion. Omvendt er den der liberale teologi, der bare åbner ladeporten for alt både ansvars- og holdningsløst og egentlig bare en stor undskyldning for lunkenhed og ladhed.
Så en mellem position må være løsningen, spørgsmålet er bare hvordan denne løsning skal definere. - Og jeg har prøvet med flere forskellige løsninger. En model var at tænke at vi alle på én gang er frelste og fortabte. Vi er både elsket og hadet. Altså en både/og model istedet for en enten/eller model.
En anden model har været at tænke dynamisk om gudsrelationen. Spørgsmålet er ikke hvor langt du er fra Gud, men hvilken retning dit liv havde.
Begge modeller har jeg fundet brugbare, men ikke fyldstgørende.
Nu har jeg fundet en tredje model. Jeg har nemlig tænkt sådan på vej til arbejde, at det ikke er tilstrækkeligt at chefen tror på en, hvis man ikke selv tror på sig selv. Mine tanker kredsede omkring selvledelse, og inspireret af kristendommens fortælling om det graciøse i tilværelsen: (”se på himlens fugle…..”), har jeg tænkt at det graciøse er en betingelse eller et vilkår for konstruktiv selvledelse. Men så kom tanken - det er jo ikke nok at det graciøse er tilstede i virkleligheden, jeg må jo tro på det, før det for alvor kan komme til virkning i mit liv! Den graciøse tilværelse serverer livsmuligheder for os, men hvis vi ikke ser det graciøse, har vi jo indespæret os selv i et mørke og i en tilstand med reduceret livsmuligheder. Sådan er det nådeløse liv, det er i et mørke. Nåden er her, det er sandt. Og den er her betingelsesløst - det siger sig selv. Men den kan være skjult for os. Den kan være svær at få øje på. Derfor må den kommunikeres, formidles, råbes ud.
Konklusion: Det er ikke nok at chefen tror på dig (topchefen inklusiv) - du må også selv gribe denne tiltro, og på denne måde gøre det graciøse til virkelighed i dit liv. Nåde der ikke er operativ er ikke meget værd, og husk, det er dig selv der skal gøre den operativ! Om dette kan man læse mere i Jakobsbrevet.
Gratia Infusa! (men du er selv agens!)
January 14th, 2008 at 8:31 am
hek tommy det er også meget den tænkning som rob bell repræsenterer. Gud har tro på dig, og du må træde ind i den tro for at kunne udleve dit fulde potentiale… lidt forenklet sagt…