måske skulle jeg blive mere langhåret
Mit nye arbejde, hvor jeg har skiftet præsteskjorten ud med en almindelig en af slagsen, passer mig utroligt godt. Det er meget spændende og jeg føler at jeg kan komme i spil som teolog og menneske på en måde, der er særdeles udviklende for mig. Jeg er på én gang meget udfordret - og samtidig har jeg det som blommen i ægget, hvor jeg præcis får lov til at arbejde med det, jeg finder mest spændende og udviklende.
En ting har jeg dog tænkt på. Vi dansker er jo ret gode til at tilpasse os og akklimatisere os til forholdene omkring os. Vi er faktisk ret ens, og det er faktisk ikke godt for innovationsevnen (innovationsledelse er et af mine forskningsområder). Derfor har jeg tænkt, at jeg måske skulle blive lidt mere langhåret (nok ikke i bogstavleg forstand).
Ofte hører jeg:“…men, det skal jo ikke gå hen og blive langhåret” - i mit nye arbejde, og jeg tænker: hvorfor ik? Hvorfor ik’ blive lide mere langhåret, lidt mere uens, lidt mere personlig og farverig. Jeg er enig i at vi ikke skal over i anarkisme, men jeg kunne godt tænke mig mere farve, kreativitet og den der 70′energi. - Vi er som samfund selvfølgelig på mange måder kommet forbi passivismen og den lalleglade virkelighedsforståelse, men hvorfor er det egentlig lige at det er den langhåret hippie fra halvfjerdserne, der står som skræmmebilledet og ikke den korthåret yuppie fra 80′erne. Jeg tror at jeg fremover, når jeg hører sætningen om at vi ikke skal være langhåret, vil tilføje at vi jo heller ikke skal blive alt for korthårede.
